Hvis nogen ikke helt forstår, hvordan vårharen Tommy Kenter kan fejre 50-års jubilæum med showet »Kentex 50 - en mand ser blåt«, så giver showets hovedperson selv forklaringen allerede i begyndelsen af forestillingen: Han debuterede i en alder af ti år på Det Ny Teater i selskab med to af tidens store skuespillere, Henrik Bentzon og Ingeborg Brams. Så kan læseren selv begynde at regne.
Det er nu ikke fordi, Tommy Kenters jubilæumsshow er synderligt selvbiografisk - anekdoterne fra karrieren forlader vi inden længe, selv om man havde kunnet lytte til Kenters bløde stemme i timevis. I stedet former showet sig som de øvrige »Kentex«-forestillinger, som Kenter i snart mange år er vendt tilbage til med jævne mellemrum, vis-a-vis den imponerende »seriøse« scenekarriere, der også har budt på livtag med teatrets store tekster fra Beckett til Shakespeare, fra Svejk til Strindberg. En del af de sidstnævnte har han spillet på det Betty Nansen Teatret, hvis Edison-scene er en glimrende, tilpas intim ramme om jubilæumsshowet, hvor Kenter kan etablere den kontakt hen over rampen, han er en mester i.
Også i denne omgang er »Kentex« en showcase for alt det, han kan - og alt det, han elsker - en skønsom blanding af gamle revysange og monologer, absurd nonsenskomik, jazzstandards og boogiewoogie-flygel - og så selvfølgelig en håndfuld af de figurer, der hjemsøger Kenter og os andre. En velafprøvet formel, altså med megen genbrug - men det gør ikke noget, når det er Kenter, der står for den. Som revymanden Stig Lommer engang sagde: Det handler ikke om at finde nye numre, men at finde et nyt publikum til sine gamle. Og vi, der kan de fleste af dem, fryder os ved gensynet.
Gråd og latter
En del af repertoiret er hentet fra fortidens revyer. »Vi havde jo altid Osvald Helmuth«, siger Kenter på et tidspunkt. Osvalds viser - som regel et forsvar for den lille mand - passer Kenter fremragende. Det kræver sin mand at synge sig op mod fortidens koryfæ, men Kenter frigør sig af idolet ved at give viserne om »Brudens far« og ham, der aldrig har kysset andre end Marie, sin egen moderne menneskelighed, sit eget varme sind, der får figurerne til at stå lyslevende for os med bittersød fornemmelse.
I det hele taget er hans vidunderlige talent jo spændt op mellem det sjove og det sørgmodige. Han kan jo lyse op med et ansigt, der stråler som en sommersol med drengens uskyld spillende i øjensprækkerne, for i det næste at krølle det kødfulde hoved sammen som en knyttet karklud, svinge fra en altfavnende, naiv livsfryd til formørket forgræmmelse. Puste balllonen op - ballon har han! - det ene øjeblik og lade gassen gå af den det næste. Være følsomheden selv det ene splitsekund for at demonstrere en ubehagelig, brovtende farlighed det næste.
Sateme guf
»Standup-tragedian« kalder en af de trofaste, hårdtkæmpende figurer, Kenter ofte stiller på scenen med usvigelige solidaritet, sig - vi taler naturligvis om den kropumulige Alf Velling med alpehuen, støvfrakken og pipfuglen på skulderen. Standup-tragedian - det kan Tommy Kenter selv være. Som ganske få herhjemme kan han spille på den svære balancegang mellem komikken og tragikken, så gråd og latter flyder livgivende sammen. Med Esben Just og hans trio som musikalsk opbakning lader han også den grødede stemme - sangteknikken er vist fuldt ud Kenters egen - tage fat om en håndfuld fordanskede jazzstandards. Det swinger på sin egen meget menneskelige facon.
Jo, Kenter fejrer sig selv med manér. Lad os bare slutte op. Et par af de nye tekster sad stadig lidt løsere end det gammelkendte materiale. Man kunne godt se forskellen. Men det kommer uden tvivl, når Kenter gør dem helt til sine egne.
»En af vor egne er han selv. Efterhånden et nationalklenodie? Det er vel ikke for meget sagt.«
En af vor egne er han selv. Efterhånden et nationalklenodie? Det er vel ikke for meget sagt. »Vi har det ... åh åh« synger en mindst lige så jubilerende figur, den storternede bodegahaj Rudi S. Kløjsner som afslutning på det to en halv time lange show. Okker gokker motherfucker! I selskab med Tommy Kenter er det så sandt, som det er sagt. Ellers som uopslidelige fru Christoff nok ville have sagt det: »Han er sateme guf«.
