Har et mennesket ret til at tage livet af et andet? Det er i hvert fald , hvad den ludfattige student Raskolnikov mener, han har lov til, i Dostojevskijs klassiske roman »Forbrydelse og straf«.
Han slår en fæl pantelånerske ihjel og tager hendes søster med i købet. Han gør blot samfundet en tjeneste, så hvorfor ikke svinge øksen? Men han har nu gjort regning uden den samvittighed, der gnaver sig ind på ham, i takt med at politimyndigheden også begynder at interessere sig for ham. Dostojevskijs historie er nemlig en krimi, der handler om forbryderens indre konflikt efter mordet. Vil han - eller vil han ikke angre?
I Det Kongelige Teaters dramatisering folder sjælegyseren sig ud som en af den slags romandramatiseringer, der klæder en nationalscene. Hvordan overhovedet komprimere en roman, mestendels tanker i hovedpersonens hjerne, til dramatik? Instruktøren Rune David Grue og dramaturg Solveig Gade har blandt andet ved at modernisere dialogen i den opdaterede historie, som »tidløst« er placeret i noget, der giver mindelser om det moderne, trøstesløse Rusland i Palle Steen Christensens kulisse. Det religiøse aspekt er naturligvis stadig en faktor - den godhjertede og troende prostituerede Sonja er fortsat katalysator for Raskolnikovs omvendelse - men romanens kristne budskab og hovedpersonens venden sig mod Jesus som erstatning for blind tillid til rationalismen underspilles. Måske fornuftigt nok, hvis man skal meddele sig til et ikke synderligt bibelstærkt publikum.
Velkommen tilbage
Styrken har forestillingen først og fremmest i sit eminente samspil mellem suggerende lyd, lys, ramme og spil. Flot ruller den fundamentalt spændende historie hen over scenen med åbenbar fortælleglæde - hidsende og dvælende, når den skal være det. Med Raskolnikovs psykiske rum lejlighedsvist ekspressionistisk gestaltet af de øvrige medvirkende som hviskende samvittighedsspøgelser i baggrunden.
I passager afløser tableauer hinanden i knivskarpe, filmiske »klip«. Og spillet er en nydelse hele vejen rundt. Centralt står naturligvis en tændt Thure Lindhardt, der har det hele til den vanskelige hovedrolle. Bleg og med mørke rande under de intense øjne vakler han groggy og formørket omkring - med den indre kamp malet i ansigt og krop. Tilpas intens, hård og »mærkelig« til at overbevise om de betændte overmennesketanker, der fører til ugerningen. Mindst lige så overbevisende som plaget synder i takt med, at hans selvforståelse går i opløsning. Velkommen tilbage på teatret! Formidabelt autoritativ er Rasmus Bjerg som den polisk smilende kommissær, som med alternative midler også guider forbryderen til anger. Helle Fagralid er sød, spæd og nærmest forgræmmet ukendelig som Sonja, mens Helle Hertz stjæler scener som hele den blinde moderkærlighed i ét. Vittig og rørende. Læg dertil præcise uhyre indsatser af Tina Gylling Mortensen, Kristine Nørgaard, Meike Bahnsen, Henrik Jandorf, Morten Surrballe og Thomas Corneliussen i et stort galleri af roller. Jo, Det Kongelige Teater viser en livgivende ambition om at hæve niveauet med denne rent ud sagt imponerende forestilling. Hverken en forbrydelse eller en straf. Alt andet.
