Læser man overhovedet længere William Goldings »Fluernes Herre« i skolen? Romanen var tung læsning for mig dengang i 8. klasse, men i et voksent perspektiv kan jeg godt se, at den sender læserne ud i interessante og vanskelige dilemmaer.
Hvis nu det værste skulle ske, kunne man så for eksempel spise et andet menneske for selv at overleve? Siden har realityshows eksperimenteret med ideen om at placere en gruppe forskellige mennesker på øde øer, solbeskinnede alkoholgavmilde resorts eller i små, kedelige huse.
Strabadserne og udfordringerne for deltagerne har været skiftende, men fælles for dem har været, at hvis man først havde set lidt med, kunne man ikke give slip igen. Så ville man vide, hvad der skete med deltagerne.
I »De overlevende« på Betty Nansen Teatrets Edisonscene er det dog hverken for seernes eller for sjovs skyld, at en gruppe unge skyller i land på en øde ø efter et flystyrt. De kender ikke hinanden, de er i chok. Og det første og eneste, de kan tænke på, er, hvordan de bliver fundet igen.
Siden dukker to mænd mere op, de henter hvad der er af mad i flyet, og elektrikeren blandt dem får den sorte boks til at give livstegn, så de kortvarigt tror fuldt på, at de vil blive fundet. Det ville de formodentlig også være blevet, hvis det var virkelighed, men nå, det er det jo så ikke!
Fra Edisonscenens side har ønsket været at koble de to spor i teatrets virke: At lade den klassiske forestilling mødes med C:ntact-projektet, der laver kunstneriske projekter for unge med forskellige kulturel og social baggrund. Det er der en fin teaterhistorisk cirkelslutning over.
Men som det var tilfældet i de tidlige C:ntact-forestillinger, inden projektet fandt sin nuværende form, bliver det aldrig rigtigt godt kunstnerisk med blandingen af professionelle skuespillere og amatører, selv om de ikke-uddannede er væsentligt dygtigere end de fleste.
Noget stift og fastlåst
Der kommer en ubalance og en skævhed i karaktertegningen, og det handler ikke kun om de unge spillere, men nok så meget om, at det stykke, de er med i, har noget stift og fastlåst over sig rent scenisk.
Handlingen er improviseret frem, men bagefter skrevet sammen af Jens Korse, og måske er det på grund af denne lange, impro-optakt til forestillingen, at Jens Korses tekst og replikker flakker uskarpt rundt.
Der skal være noget, der er sjovt, og samtidig skal det hele siges og være så dramatisk, næsten melodramatisk, som muligt.
Det hele er iscenesat nydeligt og lovlig ufarligt af Frede Guldbrandsen. Ingen af de unge er rigtig rædsomme eller skønne, og selv om de ser forskellige ud og repræsenterer forskellige stereotyper – dullen der tror, at det er et realityshow, bestemmerpigen, der kun følger sit eget hoved, den farlige fyr, der spiller dem ud mod hinanden – er der noget pænt og almindeligt over dem alle sammen.
Forestillingen bliver heller ikke » Hunger Games« af konstant at henvise til den populære filmtrilogi.
Er jeg blodtørstig? Måske. Men har man først siddet igennem en sæson af gamle »Robinson« eller »Paradise Hotel« eller set megasuccesen »Hunger Games« med dens radikale historie om overlevelse, så kræver man også ekstremer af teatret.
Hvad: »De overlevende«.
Hvem: Forfatter/tekst: Jens Korse. Instruktion/tekst: Frede Guldbrandsen. Dramaturgi/tekst: Frede Guldbrandsen. Scenografi: Eilev Skinnarmo.
Hvor: Betty Nansen Teatret, Edison. Til 22. februar.
