Pruthumor og partypop

Martin Brygmanns blanding af musik og fis er ikke nok til at fylde Bellevue Teatret ud.

Martin Brygmanns nye oneman-show på Bellevue Teatret: De fleste ulykker sker i lemmet Fold sammen
Læs mere
Foto: Esben Salling

Musikeren og komikeren Martin Brygmanns stort anlagte show på Bellevue Teatret er et oneman-show. Ganske vist udspalter han sig i den ene skøre figur efter den anden. Men han står der alene. Helt, helt alene.

Er det derfor, det bliver så meget mere tydeligt, så meget mere nådesløst at skulle forholde sig til, hvad det er, Martin Brygmann kan og ikke kan på Bellevue Teatret? For det første har han en rammefortælling, historien om Martin, der har svært ved at blive rigtig voksen, og om hans kamp mod maskerne.

Han har en afslappet charme, som hjælper ham et stykke af vejen. Han har flotte animerede projektioner af Mia Stensgaard. Og når han er bedst, er hans humor en pudsig leg med ordene. For eksempel når han lader sin velmenende korlærer i rullekrave og stramt, konsekvent udtale engelske ord flegnende forkert: »Angry Lloyd Webbers »Don’t cry for me, Ike and Tina«.

Læs også: Hvorfor fanden gør jeg det her?

Værst er han, når han tror, at den frie kropgymnastik, den infantile numsehumor, den glade, bedagede strandpop, som han har svært ved at synge hjem, og grimasserne kan bære resten. Så er det, forestillingen kommer til at virke som et stort, brunt og forsinket punktum for en periode i dansk komik, som for længst er forsvundet ud i det blå med klipklapper på.

Der kan være uhyggeligt lang vej hjem på Bellevue Teatrets store tribune.