PLATT-FORM i topform

13BKUTEATER-115342.jpg
Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby på Edison. Foto: Oliver Hoffmeyer Fold sammen
Læs mere

Efter en længere afstikker til »Satire på P1« er trioen PLATT-FORM tilbage på scenen med sit andet show. Ja, det vil sige, først møder vi naturligvis deres sorte alter egoer i den tyske avantgarde-gruppe »Sturm und Drang«, der hvislende intimiderer det forlystelsessyge publikum for vores krænkende tilstedeværelse præget af »Reispudding, Ku Klux Klan und white penises«.

Så er stemningen slået an til en bodsfyldt aften i #metoo’s skær, men tyskerne forlader heldigvis scenen til fordel for Mille (Lehfeldt), Jakob (Fauerby) og Laus (Høybye), der forsikrer os om, at de vil skabe et safe space uden den skræmmende virkelighed. Det er nu en sandhed med modifikationer – når vi lige undtager 2. akts blærerøvsmedley, der er »ganske uden politik og relevans«.

Hvor blæret dette medley over den vestlige popskat end er, og det er det, er det derfor heller ikke det, vi vil huske, men derimod trioens ekvilibristiske evne til at mikse fjolleri, gensidig mobning og platte versefødder til et topprofessionelt musikalsk satirebid i virkeligheden med et klart, underliggende budskab om, at forskellighed gør os godt.

For nok mobber de tre hinanden for et godt ord, mens de udstiller nutidens mange sære typer og tendenser, men de får samtidig vist, at udgrænsning af det anderledes aldrig er vejen, hvor svært det end kan være at arbejde sammen.

Det gælder både i EU, illustreret af den skønneste talekorshymne, der indkapsler trioens sproglige opfindsomhed i en supertight form, hvor selv læspende f’er klinger musikalsk. Det gælder trioen selv, hvor én bare får grundløn, mens andre får kendistillæg, og »faktisk plejer det jo at være kvinder, der får mindst,« som Fauerby krænket fremfører, inden Lehfeldt trækker #metoo-kortet, og de alle bryder ud i den ultimative krænkelsessang om at »være en almindelig cis-mand med en almindelig tismand« og gå i »bitte, bitte små sure sko«. Mesterligt.

Endog mere rammende er sangen om ytringsfrihed, der adresserer visse politikeres bizarre holdning, at kunstnere ikke må udtale sig om politik med det fængende omkvæd: »Kunstner hold din kæft, for du kan hugge hovedet af en hest. Ingen gider hør’ din dumme røst. Husk du er bare til lyst«. Sangen udføres naturligvis iført grotesk overdimensionerede narrehatte, da enhver jo ved, at kunstnere er gøglere – og derfor stemmer på Alternativet. Eller hov, fik vi fat i endnu en fordom her?

Vi snydes selvfølgelig heller ikke for et julemedley – som de øvrige fornemt arrangeret af Dénise Stockmann – og en omgang bibeldramatisering, hvor instruktør Jakob atter drives til vanvid af Laus og Milles kreative, men pænt historieløse og selvcentrerede bud på hhv. Adam og Gud. Scenen går som flere andre helt i opløsning, hvilket er det ene yderpunkt i trioens helt sammenspillede balance mellem anarkistiske dialoger og knivskarpe sangnumre med underskønne retro-koreografier i Melodi Grand Prix-stil.

PLATT-FORM taler som megen samtidssatire nok mest til ligesindede, de allerede klippede får, men trioen gør det med så lækkert hår, at jeg atter må overgive mig fuldstændig til deres hypermusikalske, charmerende og begavede bud på verden i en tid, hvor de fleste bare »har deres føl’ser« og »aldrig slår noget op, men skriver en blog«.

PLATT-FORM. En smule i overkanten

Instruktion, tekst og musik: PLATT-FORM. Koreografi: Steffen Hulehøj Frederiksen. Kostumer: Nicholas Nybro. Hvor: Edison til 9. december.