Paw Henriksen slår en stærk lige højre

28BKUMIG-OG-TYSON-152749.jpg

Ser jeg farlig ud?«, spørger Paw Henriksen i rollen som sig selv eller måske som den del af ham, der er bokser, eller måske bare som et menneske, der har fundet sig selv gennem noget elsket. I dette tilfælde boksningen, der ikke elskede Paw så højt, som han elskede den.

Det blev ikke til en professionel karriere, og nej, han ser faktisk ikke særlig farlig ud, som han står der i sit fine jakkesæt og de blanke, røde sko, og starter fortællingen om roden fra Greve, der spejlede sig i mesterbokseren Tyson, men endte i et andet fag, der også udspiller sig i en arena med publikum omkring.

Paw og Tyson frygter begge at dø i ensomhed og søger derfor spotlightet, men mens Tyson nåede stjernerne og derefter faldt dybt, forvalter Paw sin tid i lyset forbilledligt med denne auto-metafiktive identitetsfortælling.

Det er en ganske banal fortælling om manglende skoleevne, dårligt selskab, vold, og pludselig omvending via et fikspunkt og nogle voksne, der genopretter troen på autoriteter – og vel mest af alt på egne evner. Men Thomas Markmann har begået et stramt og begavet manus, der med Muhammed Alis ord ”float like a butterfly, sting like a bee”. Fra optaktens lidt rå barndomserindringer fra Greve krydsklippes melodisk mellem Tysons tirader, Paws diskussioner med kæreste og instruktør og hans refleksioner over hipstere, fans, curlingbørn og Tysons sans for æstetik.

I Paws vanvittigt skønne fremstilling af forestillingens svenske instruktør kræver denne, at han skal sætte noget på spil. Og det private fylder i fortællingen, men det er jo iscenesat og forestillingens fokus er rettet mod en større fortælling om identitetsdannelse, hvor elementerne liv, boksning og scene sættes i spil. Trods en solid dosis macho-logik graver forestillingen langt dybere og giver os det kalejdoskop, en identitet også er.

Det er godt skrevet, det er godt instrueret og det er uhyre velspillet. Paw Henriksen har en perfekt timing og jonglerer ubesværet skiftene mellem de underspillede punchlines om tidens absurditeter til Tysons læspen, kærestens hovedrysten, slag i slowmotion og i vrede, og topper med en charmerende omgang ragtime-trin.

Han skifter mellem de forskellige karakterer på et splitsekund og holder såvel tilbagelænet som oppe på tæerne hele tiden et energisk, nærværende flow og griber os med sin fortælling om de to underdogs, der fik så forskellige skæbner, men begge har svært ved at slippe den elskede boksning.

»Mig og Tyson« er en helstøbt forestilling, der går lige i hjertet, men også rammer lattermusklerne og de små grå. Den eksperimenterer vellykket med monologformen og formår at kombinere ord og krop på en måde, der gør fortællingen større, end den egentlig er.

Mig og Tyson

Manuskript: Thomas Markmann. Instruktør: Moqi Simon Trolin. Scenografi: Edward Lloyd Pierce og Raphael Frisenvænge Solholm. Lyddesign: Anders Ortman. Teater GROB til 11. maj.