Det er et både stort og sjældent gæstespil, der indledes fredag aften, når verdens ældste balletkompagni, Pariseroperaens Ballet, indtager scenen på Operaen i København.
Sidst, det prestigefyldte franske kompagni gæstede byen var, i 1987 med Rudolf Nurejevs version af »Svanesøen«.
Nu kan man opleve Pierre Lacottes velfungerende rekonstruktion fra 2001 af den romantiske ballet »Paquita«, der oprindeligt blev skabt til Pariseroperaen i 1846 af Joseph Mazilier og siden sat op i en ny version af Marius Petipa i Skt. Petersborg i 1881.
Fra Petipas version er det kun anden akts store og virtuose divertissement, der har overlevet, sammen med en gnistrende pas de trois med raffineret tåspidsdans og flotte herrespring, som indgår i første akt.
Netop disse overleverede Petipa-indslag, inklusive den meget fine polonaise og mazurka koreograferet til 16 balletbørn, er højdepunkterne i Lacottes rekonstruerede helaftensballet, der også byder på spanskinspirerede danse, selskabsdanse og masser af mime.
Ballettens melodramatiske, romantiske og nationalistiske historie om den smukke sigøjnerpige Paquita, der viser sig at være af adelig fransk herkomst, udspiller sig i Saragossa-provinsen i Spanien under Napoleonskrigene. Paquita, der er blevet bortført af sigøjnerne som barn, redder den unge franske officer Lucien d’Hervilly fra et nedrigt komplot udtænkt af den spanske guvernør, Don Lopez, sammen med sigøjnernes leder, Iñigo.
Den spanske stemning bliver straks slået an i først akt, hvor der er masser af spansk folklore i danseindslag med både bønder og sigøjnere, allerede inden den kokette og udtryksfulde Paquita dukker op.
Man får glimtvis associationer til bl.a. Bournovilles »Napoli« og Petipas »Don Quixote« i Lacottes første akt, hvor vi også ser den iltre Iñigo folde sig ud i flotte spring ligesom den elegante Lucien, der finder sammen med Paquita i en fin og blid kærligheds-pas de deux.
Teknisk overskud og elegance
Anden scene i første akt, hvor komplottet mod Lucien skal gennemføres med forgiftet vin, er domineret af mimiske sekvenser, der næsten får et humoristisk skær i sit melodramatiske udtryk. Selvfølgelig er det Iñigo, der dør, så Paquita og Lucien kan få hinanden i anden akt, hvor balscene og divertissement er et prægtigt skue for øjet i Luisa Spinatellis scenografi og smukke kostumer i fint afstemte nuancer.
Pariseroperaens Ballet har både det tekniske overskud og elegancen, der skal til for at få Petipas krævende trin til at stråle, ligesom balletbørnene folder sig musikalsk og sikkert ud i Petipas charmerende polonaise og mazurka.
Virtuost danser Paquita og Lucien pas de deux med høje løft, svære balancer, piruetter og spring. I det hele taget er »Paquita« en ballet, der sprudler af tindrende flotte trinkombinationer og raffineret tåspidsdans til iørefaldende toner af Minkus og Deldevez, arrangeret af David Coleman.
Under gæstespillet i København er det Det Kgl. Kapel, der spiller i orkestergraven under ledelse af af Pariseoperaens egen dirigent, Fayçal Karoui.
Til premieren fredag kan man opleve stjernedanseren Laura Hecquet i titelrollen som Paquita sammen med en anden såkaldt étoile-danser, Josua Hoffalt, som Lucien. Ligesom da undertegnede så »Paquita« i Paris, bliver Iñigo danset af Audric Bezard (premier danseur), der er en ekspressiv mimer og dygtig springer.
Hvad: »Paquita«.
Hvem: Pariseroperaens Ballet. Koreografi: Pierre Lacotte efter Mazilier og Petipa. Musik: Deldevez og Minkus arrangeret af David Coleman. Scenografi: Luisa Spinatelli. Lysdesign: Philippe Albaric.
Hvor: Set i Palais Garnier, Paris. Gæster Operaens Store Scene 29.-31. maj.
