»Omstigning til....«
Sådan står der på fortæppet, inden tæppet går op for Det Kongelige Teaters udgave af den amerikanske dramatiker Tennessee Williams moderne klassiker »Omstigning til paradis« fra 1947. Og det er jo rigtigt nok: Der er ikke meget »paradis« over den endestation, vi er havnet i.
Slet ikke på Det Kongelige Teater i en iscenesættelse, der er transponeret til vor tids ingenmandsland, efter Afghanistan, efter finanskrisen, en helvedes forgård af underklassemanerer, skrig og skrål.
Lejebarakken er et trøstesløst landskab, en roterende rodebutik af imiterede lædersofaer og dobbeltsenge med leopardmønstrede dynebetræk, dåsebajere i køleskabet og computerspil på skærmen.
Husholdningen domineres af afstumpede alfahanner og deres tyranniserede supporter-hunner – med ekssoldaten Stanley (Peter Plaugborg) som den primitive, aggressive bavianhan, der er husets konge.
Det er til denne verden, den velklædte og velcoifferede Blanche DuBois (Charlotte Munck) kommer rullende med sin matchende trolleykuffert og lader sig indlogere hos sin søster (Signe Egholm Olsen), hvor den ensomme livsløgner – moralsk skolefrøken og nymfoman i ét – inden tæppefald indhentes af alle sine knækkede drømme, af fortidens lig i lasten.
Den sociale-seksuelle livsløgn, de illusioner, det selvbedrag og de vildfarelser, der er knyttet til det, man forstår som »the American way of life«, får altsammen deres udløsning i den brutale og hjerteskærende uundgåelige afsløring af Blanches selvbedrag og fortrængninger. Her ligger selve dramaet hos Williams.
Men lykkes det også på Det Kongelige Teater at få den maksimale effekt ud af det, der stadig er et fremragende stykke dramatik? Som stadig kan berøre med sin beskrivelse af menneskers ubodelige ensomhed og svære forsøg på at nå hinanden, af den følsomme outsiders udsathed i en rå og konventionel verden? Som stadig kan chokere med sin først antydede, siden rå demaskering af neuroserne i en seksualiseret verden?
Feministisk tolkning
Iscenesætteren Egill Pállson, der har skåret grove lunser af stykket og moderniseret jargonen, ser tilsyneladende Blanche som en seksuel frihedskæmper, der straffes for sine tilbøjeligheder, fordi hun er kvinde.
Voldtægten mod stykkets slutning, Stanley forgriber sig på Blanche, skildres som et fælles seksuelt møde mellem to sjælsfrænder – ham, der udfordres, hende, der følger sin natur og derfor går til grunde. En feministisk tolkning, altså, og den kan man jo godt forsøge sig med. Men dermed fuldendes indtrykket af Blanche som en medvidende aktør.
Og med Charlotte Munck – af natur en stærk, intelligent, bevidst og vidende skuespiller – til at varetage figuren, er det svært overhovedet at tro på, at denne Blanche er et offer for omstændigheder.
Hun er dygtig, spiller rollen på en nerve af træthed, vrede og kontrolleret fandenivoldskhed. Men de flagrende livsløgne, der skal dække over en afgrund af fallit, fornemmer man overhovedet ikke var det ikke lige for de spøgelser, hun martres af – den døde elsker! - når vi i vignetter ser hende pint og plaget i enrum.
Hun er mere en Hedda Gabler, der siger sandheden, end en Blanche DuBois, der dækker over den.
Urimeligt muskuløs krop
Tolkningen knækker ganske enkelt. Det er ærgerligt, med tanke på, hvordan så meget andet fungerer i den levende opdaterede forestilling: Peter Plaugborgs næsten urimeligt muskuløse krop der stavrer stivbenet rundt til fuld, provokerende beskuelse og er selve symbolet på den latente, seksuelle eksplosionsfare mellem Blanche og den primitive brøleabe, der tydeligvis er traumatiseret af sine krigsoplevelser – livsfarlig, dumsnu og psykopatisk.
Signe Egholm Olsens lille, hårde nitte helt i lommen på manden og skingert givet uden formildende omstændigheder. Thue Ersted Rasmussens svage og hæmmede bejler. Ditte Gråbøls føjelige, hennafarvede voldsoffer. Peter Gilsforts wifebeater med speciale i sexistiske og racistiske vittigheder, der sørger for stemningen i de trøstesløse omgivelser. En centralt placeret trommeslager og guitarist, der stresser dialogen og hidser en junglestemning op.
Men hvad blev der af Blanches berømte ord: »Jeg vil ikke have realisme. Jeg vil have magi?« Vi hører hende sige dem, men fornemmer slet ikke livsflugten i figuren.
Hvad: »Omstigning til paradis« af Tennessee Williams.
Hvem: Oversættelse: Louise W. Hassing. Bearbejdelse: Egill Pálsson og Johan Holm Mortensen. Scenografi: Martin Eriksson.
Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Til 16. januar.
