Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Kig godt efter under bordet. Måske bor der en østeuropæisk indvandrer? Det er i hvert fald tilfældet i Eklektisk Teaterproduktions forestilling »Vinter under bordet«, hvor den godhjertede oversætter Florence ser sig nødsaget til at leje pladsen under skrivebordet ud til en omflakkende, hensynsfuld skomager. Han kan godt lide udsigten til hendes ben. Hun kan godt lide hans selskab. Sød harmonikamusik opstår. Og selv om en »ond« veninde og en mindst lige så jaloux forlægger forsøger at ødelægge det interkulturelle pars spirende forelskelse, så ender de to venlige og forsigtige mennesker naturligvis i hinandens arme. Den polsk-franske forfatter Roland Topors komedie er en sød lille sag - omtrent en fransk boulevardkomedie med indslag af krøllet, østeuropæisk absurdisme. Måske kan man indvende, at forestillingen i al sin positive opbyggelighed - den humanistiske pointe om modsætninger, der mødes og overvinder forhindringerne, så alt ender i vodka, musik, fred og fordragelighed - er en smule for selvbevidst romantisk nuttet og publikumssmiskende for nogle hærdede smagsløg. Man kan også vælge bare at lade paraderne falde over for den naive, snurrige charme, stykkets indtagende figurer og dets skæve tro på det gode i os alle sammen.
Hjertevarmer
Forestillingen ligner en farce, men ender som en spøjs, uskyldig blanding af pudsigt stillestående romantisk komedie og social satire. Og den østrigske instruktør Volker Schmidt har givet forestillingen det rette nærvær, den rette vekslen mellem lethed og vemod, mellem fransk borgerlighed og slavisk vildskab - lydsporet til sidstnævnte leveres af den intense harmonika-spiller og sanger Czeslav Mozil, der af og til dukker frem fra klædeskabet med glød i stemmebåndene. Og der er masser af sødme i samspillet og de forsigtige tilnærmelser mellem Maj-Britt Mathiesens forstående, lidt jomfrunalske oversætterdame og Peter Pilegaards krøllede indflytter og indynder - spillet præcist med chevaleresk forsigtighed og drenget opstemthed. Og Frank Bätge får en ubetalelig figur ud af den fætter, der pludselig også flytter ind på den trange plads. Spillet som en slags Groucho Marx fra østeuropa. En cigarpulsende, vodkabællende charlatan, en overlever, der både kan spille på harmonika og på damerne. Som rusker godt og grundigt op i den stillestående tilværelse i den parisiske etværelses, som scenograf Nikolai Trap-Hansens har indrettet med sans for slidt hygge og detaljer. Rollelisten rundes af af Vibeke Hastrup og Hassan Preisler som idyllens forstyrrende, fordomsfulde elementer, der kommer, men heldigvis også går igen. Ingen tvivl om at Eklektisk Teaterproduktion, et idealistisk foretagende med høje ambitioner, har fået en rigtig hjertevarmer ud af sagen.
Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.
Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.
