O, Jackie!

Kølig, vittig og præcis præstation af Solbjørg Højfeldt i nobelpristageren Elfriede Jelinkes dissektion af ikonet.

Solbjørg Højfeldt yder en stærk præstation i Geiz Feigenbergs iscenesættelse af »Jackie«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Stæhr
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun står der. Lyslevende som vi alle kender hende. I sin lyserøde Chanel-dragt med pilleæsken. Den, hun havde på, da en hel verden så hende kravle ud på bagsmækken af den limousine, hvor kuglerne netop havde blæst hul i hendes mands hovedskal. Og alligevel taler hun til os fra graven: Førstedamen Jackie Kennedey Onassis - eller Jackie, som en hel verden kaldte hende.

Det er den østrigske nobelpristager Elfriede Jelinek, der lægger hende spøgelsesord i munden på CaféTeatrets lille kælderscene. En dramatisk monolog, men mindst lige så meget en besk, klarsynet kulturanalyse af en skarpt amputeret kvinderolle og af vores allesammens behov for ikoner. Og af den måde, ikonerne må agere på for at opnå og opretholde magtens status.

Drømmeskum

»Jeg var skummet på de andres drømme,« siger hun i en af sine mange ramsaltede og præcise dybdelodninger af den figur, hun skabte ved at spare på sig selv: Den perfekte, tavse hustru med det spejlblanke ydre. »Jeg var en usikker kvinde, der optrådte sikkert i systemets verden.« Uangribelig i sin skædder­syede couture, fuldt bevidst om iscenesættelsen, der gjorde hende til ikon.

I Gerz Feigenbergs nøje afstemte iscenesættelse er Solbjørg Højfeldt temmelig rystende som denne kvinde. Hun poserer ladylike på den lille catwalk under projektørerne. Tonelejet er kultiveret. Men den indsmigrende stemmeføring narrer ingen. Betragtningerne er nemlig ubønhørlige.

Højfeldt holder Jelinkes frostklare, nådesløst nøgternt konstaterende tone i et jerngreb, har fuld fornemmelse for den vittige, henkastede brutalitet i de kompromisløse, selvironiske ræsonnementer. Kun lejlighedsvist krakelerer det perfekt formede sfinxsmil i det smukke, let udtryksløse ansigt: Usikkerheden i et flakkende blik, en sitren i mundvigen vidner om uanede omkostninger langt inde bag det skræddersyede panser.

En glimrende og meget præcis præstation og en krævende, bidende kulturkritik, der er til at skære sig på.