Nyt teaterstykke gør dig dus med de kendte

Bodil Jørgensen og Jens Jacob Tychsen gør klar til gakket juleri. De to muntre skue- spillere klæder hinanden i »Han, Hun, Vov og Igen« – for eksempel når de skændes om, hvem af dem der er ringest i »Badehotellet« på TV 2 – men det er desværre ikke alle deres ideer, der er lige gode. PR-foto Per Morten Abrahamsen. Fold sammen
Læs mere

Seks år skulle der gå, før Bodil Jørgensen og Jens Jacob Tychsen atter slår gækken løs med fællesshowet »Han, Hun, vov og igen«, der er lige præcis så gakkende, lattervækkende gale løjer, som den selvopfundne genrebetegnelse »Et Gakkelak Comedy Juleshow« indikerer. Komikken er i højsædet, og så man ikke deres første show i 2011, giver Jørgensens karakterer i »Rytteriet« et fingerpeg om stilen.

Hendes grænseoverskridende mor fra det show er ikke med, men vi bliver ikke snydt for en »Brazilian«. Her bliver den bare udført af den kvindelige del af det ikke mindre grænseoverskridende par, René og Kirsten, der indvier os i særdeles intime detaljer fra deres samliv som ægtefolk – eller muligvis bolle-søskende. De er ikke selv helt sikre på relationens beskaffenhed, hvilket blot er en mindre detalje i deres joviale, småsludrende gennemgang af analsex, nazisme og boligindretning med lokum-alrum.

René og Kirsten er gengangere fra det første show, ligesom blandt andet de filmede indslag »Dus med de kendte«, hvor et andet, temmelig trættekært par fra Jylland jagter kendisser i Teaterkælderen. Parret tager fankultur til nye højder – eller nærmere dybder – mens stakkels Stig Rossen, Malene Schwartz og Lars Mikkelsen har svært ved at bevare fatningen over for disse fan-bøller, der simpelthen ikke kan tage et nej for gode varer.

Imellem disse duo-indslag fyger Jørgensen og Tychsen over scenen alene med korte tekster – nogle så korte som oneliners – med noget svingende kvalitet i det tekstlige materiale. Bundskraberen er Jørgensens skosigerske, hvor en god idé nok bare var det og ikke havde behøvet komme på scenen. Bedst er Tychsens mange ordløse indslag, der bindes sammen af musikalitet og/eller mangel på samme. Hans steppende suppehøne er tæt på guddommelig, men tungespilleren og den tissetrængende bækkenspiller trækker også fortjent de store grin frem.

De to kiksede magikertyper passer godt ind i parrets parade af sære eksistenser, men det nummer er lavet utallige gange før og kunne snildt være sparet væk. Langt sjovere og mere originalt er parrets syrede udnyttelse af egen alder og kendisstatus, hvad enten det drejer sig om håbløse scorereplikker, en ambivalent #MeToo-anklage eller en korporlig diskussion om hvem af dem, der er dårligst i TV-serien »Badehotellet«.

Man kan ikke frakende de to komikere et særligt talent for at gå linen helt ud i gakkelakkeriet. De klæder hinanden, ikke mindst når Tychsens formfuldendte københavnske fra anno dazumal møder Jørgensens jyske varianter. Det er sjovt og særdeles charmerende leveret, men der er meget genbrug fra første ombæring, og teen er noget tynd i lidt for mange numre, så trods masser af latter og festlige gensyn bliver showet for løst i koderne til at komme helt mål denne gang.

Han, Hun, Vov og Igen

Hvem: Idé og koncept: Bodil Jørgensen og Jens Jacob Tychsen. Instruktør: Joy Maria Frederiksen. Scenograf: Rasmus Rahbek. Hvor: Republique til 16. december