Så er han her. Og det er i sig selv stort. Den nu 85-årige amerikanske sanger Tony Bennett.

Som crooner - altså jazzmusikalsk fortolker af den store amerikanske sangbog - er han bare den ultimative mester. Og her - ungdommelig, charmerende og med så meget karisma. Stemmen kan virke en smule spag, da han lægger ud med »Watch What Happens«, men man skal ikke lade sig narre. Der er blot lidt patina på stemmebåndene, ligesom der vel skal økonomiseres med kræfterne. Og med »They All Laughed« gynger det af sted med flotte fraseringer og fine nuancer, og vi bliver vidne til den ædle kunst at nyfortolke en gammel traver, så den bare står aldeles dugfrisk.

Pianisten Lee Musiker, guitaristen Gary Sargent, bassisten Marshall Wood og trommeslageren Harold Jones er de dygtige og - i vidt omfang - diskrete ledsagere, som sørger for, at musikken swinger, og at sangeren lige nøjagtigt får det fundament og det rum, han har brug for.

Og uden nogen form for kommentarer afløser den ene gode sang bare den anden, og blandt en række fine værker skal nævnes et par af Tony Bennetts tidligste hits, »Cold Cold Heart« og »Because Of You«, som begge kører i et godt mediumtempo, og som sangeren nok en gang formår at give alt det nærvær og al den eviggyldighed, man kan ønske sig.

Der bliver selvfølgelig også plads til regulære swing-numre som »Steppin’ Out With My Baby«, hvor sangeren snupper sig en lille dans - elegant og alt andet end corny, og »Just In Time«, som ejer en helt særlig og betagende ro, og hvor Tony Bennett i udgangslinjen viser, at hans evner for at holde en tone med fylde og volumen på ingen måde er gået tabt.

»Da Tony Bennett leverer »For Once In My Life«, så er det ikke bare smukt. Ordene står jo mejslet som en skinbarlig sandhed – og kunstnerisk bliver det ikke større.«

---

Alligevel er det i ballader som »The Way You Look Tonight« og »Once Upon A Time«, at miraklerne indfinder sig, og hvor man som tilhører bare føler sig dybt, dybt privilegeret. Og da Tony Bennett - i samme neddæmpede stil og tempo - leverer »For Once In My Life«, så er det ikke bare smukt. Ordene står jo mejslet som en skinbarlig sandhed - og kunstnerisk bliver det ikke større.

Men det er så også her - efter blot tre kvarters musiceren - at Tony Bennett - med en kort visit i kulissen - begynder at lægge an til sin retræte. Og selv om han da efterfølgende er på scenen i endnu 25 minutter - og med syv af de i alt 22 numre, så går lidt af magien tabt. Dog kan Tony Bennett - med en sammenkædning af Charles Chaplins »Smile« og swing­klassikeren »When You’re Smiling« - fortsat både fascinere og overrumple, ligesom han nok en gang fastslår, at han via »Fly Me To The Moon« sagtens kan synge salen op - helt uden brug af mikrofon.