Ibsen i gravkammeret! Man må sige om den tyske instruktør Michael Thalheimer, som har iscenesat Henrik Ibsens »Gengangere« fra 1881 på Det Kongelige Teater, at han er en konsekvent herre.
Han interesserer sig ikke synderligt for alt det, vi ellers kender Ibsen for: Den nærmest kriminalistiske optrævling af fortiden, som fører til nutidens katastrofe - i »Gengangere« historien om den velhavende enke fru Alving, der finder ud af, at hendes elskede kunstnersøn, hjemvendt fra Paris, må betale prisen for sin udsvævende fars skørlevned og er på vej ind i den nedarvede syfilis’ sidste faser.
Han er heller ikke synderligt optaget af den nøje afstemte dialogs nuancer - store dele af replikudvekslingerne foregår i opskruet tempo, hvor meningen går tabt, eller bevidst med forhøjet volumen - som var den et musikalsk partitur, der skulle dirigeres snarere end ord, der betød noget. I stedet får vi nærmest et vrængbillede af teksten, der ifører figurerne faste, krabbende kropsskabeloner, som blotlægger deres fundamentale karaktertræk og funktioner, ligesom al ydre naturalisme i det hele taget er skrællet væk. Første afdeling foregår sidelæns på det yderste af scenen foran et mørkt tæppe og i jammerdalens silende regn, inden der åbnes for sarkofagen med den farlige metalseng under krucifikset som det fjerne fikspunkt for enden af den mørke perspektivkasse.
Liv før døden
Det er en Ibsen, der skærer ind til benet af det, det hele handler om: Fædrenes synder, der hjemsøger børnene. Imponerende i sin konsekvens, og indimellem af slående virkning.
Skuespillerne er loyale og ganske glimrende - Marie Dalsgaards tjenestepige, der vil op i lyset, har liv i kroppen og et godt impertinent ansigt. Morten Suurballe et godt greb om hendes snedkerfars forlorne sentimentalitet. Men det er, som om alt i stykket helst bare skal overstås - Kristian Halkens salvelsesfulde pastor Manders interesserer Thalheimer sig meget lidt for - for at nå frem til de sidste centrale scener, hvor ormstukne livsløgne ramler, og hvor en sitrende Kirsten Olesens imposante, ranke fru Alving med verdens mest sorgramte blik spiller sig ud over iscenesættelsens begrænsninger i et flot, monumentalt mareridtscrescendo med Nicolas Bros olme, synligt dødsmærkede og groggyt brølende Osvald - allerede fra begyndelsen genindsat som hovedpersonen, der hiver efter vejret og er alene med sin angst i centrum af scenen, fra start kvalt i et favntag af moderbinding og ond arv. Til sidst virkningsfuldt infantiliseret med en børnetegning af et ansigt på den papirspose, der er trukket over hans ansigt, mens mor synger »Solen er så rød, mor«.
Jo, i de sidste faser liver denne »Gengangere« op og slår fra sig. Der er liv før døden! Men vil man få meget ud af den tyske instruktør Michael Thalheimers begsort reducerende iscenesættelse af Ibsens »Gengangere« på Det Kongelige Teater, hvis man ikke kender stykket i forvejen? Næppe. Dertil går for meget tabt alt for længe.
