Nørrebro i nyt perspektiv

Kitt Johnson skød sin stedspecifikke solo-biennale »Mellemrum« godt i gang med en sanselig morgentur på Nørrebro.

Kitt Johnson tager publikum med en tur rundt på Nørrebro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Morten Abrahamsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Hvem starter ikke morgenen med et brusebad? Det gør i alle tilfælde Kitt Johnson i sin skønne soloperformance, der er første stop på festivalen »Mellemrum«s to timer lange byvandring i den årle morgen­stund rundt til kendte, glemte og gemte steder på Nørrebro.

Kunsten ved Kitt Johnsons tur under bruseren i et omklædningsrum i Nørrebrohallen er, at hun liggende på gulvet i sit drivvåde tøj med eminent kropsbeherskelse formår at forvandle sig selv til et bølgende og skvulpende hav. Og som et fint symbol på vandets og stedets livskraft fortsætter hun inde i omklædningsrummet med at fremtrylle en smuk installation af spirende planter, hvoraf den største til slut plantes ud ved den grønne cykelsti, Nørrebroruten.

I det hele taget er denne weekends »Mellemrum«, der også inkluderer besøg i et velduftende arabisk bageri og morgenkaffe på værtshus med jukebox, en øjenåbner til såvel mangfoldigheden som bygninger og grønne områder i kvarteret mellem Nørrebros Runddel og Mjølnerparken.

Stærkt er det arkitektoniske samspil mellem krop, have og bygninger i irakiske Muhanad Rasheeds velvalgte site i Psykiatrisk Center bag Kingos Kirke, hvor hans forstemmende slowmotion-performance med voldsomme baggrundslyde som et spor af fortiden bl.a. sætter fokus på den svære balanceakt mellem at være uden for og inden for murene.

Cykel med hestehoved

Midt mellem Nørrebroparkens nyplantede træer ankommer Seimi Nørregaard i sin performance iført hjelm som en anden renæssanceridder på sin ganger i form af en Christiania-cykel udstyret med hestehoved. Gennem rituelle lege med publikum sætter hun elegant fokus på samhørighed, gruppementalitet og krigerisk holdning »til de andre«, inden hun med stor, hvid fane maner til fred.

Festivalen fortsætter i denne og næste uge med nye performere på byvandringer rundt på Nørrebro ved henholdsvis middags- og aftentide. Ligesom da Kitt Johnson søsatte biennalen for to år siden, er det hver gang en hemmelighed for publikum, hvor turene går hen. Kun mødestedet oplyses ved billetkøb.