Hvad er det, han siger, Preben Harris’ gemytlige Mads Hjulmand, der ringer julen ind fra klokketårnet i den gamle teatertraver »Nøddebo Præstegaard«? »Man skal tro på nisser for at kunne se dem.«
Sådan er det også med Folketeatrets uopslidelige juleklassiker, som nu i jubilæumsåret – Elith Reumerts dramatisering af Scharlings roman kan fejre 125 år på scenen – igen er at finde i det gamle teater i Nørregade, hvor den før i tiden har reddet julen og teaterdirektørens kasse.
Hvis man skal spille den, og se den for den sags skyld, er man er nødt til at tro på lortet, for nu at sige det, som det er.
Overgive sig til det, som Berlingskes Jens Kistrup ellers engang kaldte for »det dårligste stykke på dansk«, samtidig med at han måtte kapitulere over for det, der er den gamle julekomedies hemmelige våben: Dens skamløse hengiven sig til julestemning af i går. Næsten umulig at spille i dag med sin handling, som næsten ikke er der: En gruppe løst sammenkittede scener hen over juledagene i den gamle præstegård med juletræ og trolovelser som højdepunkter. Tak for kaffe og klejner!
Og så er den gamle julestads alligevel ikke helt så kropumulig, for på Folketeatret får teaterchef Kasper Wilton, som både har iscenesat og bearbejdet, løjerne til at balancere skønt mellem kitsch og kærlighed. Han tror på det, og han har fået hele Folketeatret til at spille gammeldags stilkomedie, så det er en fryd. Det er faktisk lige til at bøje sig i teaterstøvet over.
Uartigt dampbarn
Endnu bedre bliver det af, at han har pyntet let med en usynlig hånd: Sproget er nænsomt moderniseret, der er lagt til og trukket fra, og Klaus T. Østergaards skægt spruttende nissefar har fået i opdrag også at være pædagogisk indrammende fortæller. Samtidig med at han og Jeanette Binderup-Schultz’ entusiastiske nissemor kan påtage sig nogle af de mindre roller og kaste lidt nissemagi for de mindste ind i det hele.
Man kunne ellers godt frygte for, at det gamle ragelse ikke længere kan samle børn og voksne i kærlig krans. Den frygt kan man godt pakke sammen, og det er lidt af en bedrift.
I det hele taget er spillet muntert og præcist i Christian Tom-Petersens herlige løvsavskulisser, frit efter Priors dukketeater. Klejne Kristoffer Helmuth er et fund som det »uartige« dampbarn Nikolaj, han har uroen i kroppen, det barnagtige humør og et interessant, melankolsk blik.
Nikolaj Bjørn-Andersen og Mikkel Kaastrup-Mathew er helt på plads som hans alvorligere brødre, der ender med at rende med de yndige præstedøtre, som Sofia Nolsøe og Lise Koefoed får blæst næsten helt urimeligt meget liv i.
Kristian Boland er en pragtfuld motor for hele komedien som en jovial og velsyngende Pastor Blicher med Sonja Oppenhagen som hans evigtsøde, husmoderlige kone. Og læg dertil Bende Harris, Lisbeth Gajhede og Søren Hauch-Fausbøll i veloplagte, karakterkomiske pletskud som diverse medlemmer af menigheden.
Jo, vejen går til Nøddebo. Der er muligvis mere moderne julekomedier. Men ikke nogen, der i nær så høj grad har julehjertet på rette sted. Kærligheden overvinder alt.
- Hvad: »Nøddebo Præstegaard«.
- Manuskript: Reumert, Scharling og Harris.
- Iscenesættelse og bearbejdelse: Kasper Wilton.
- Scenografi: Christian Tom-Petersen.
- Kapelmester og arrangør: Jens Krøyer.
- Hvor: Folketeatret, Store Scene Til 23. december.
- Varighed: To timer og 15 minutter.
