No future på Chelsea Hotel

Velspillet, men deprimerende forestilling om punkstjernen Sid Vicious’ vej mod enden.

Sidste stik: Historien om punkstjernen Sid Vicious og Nancy Spungen er velspillet på Bellevue Teatret, uden at skæbnerne for alvor interesserer. Fold sammen
Læs mere

Hvad skete der egentlig på værelse 100 på Chelsea Hotel i New York natten mellem 12. og 13. oktober 1978? Efterfølgende blev punkstjernen Sid Vicious fra gruppen Sex Pistols anholdt for knivmordet på kæresten Nancy Spungen. Han meldte sig selv, men da han løslades mod kaution få måneder senere, døde han af en heroinoverdosis dagen efter. En af den slags historier, myter skabes af.

På Bellevue Teatret spiller man den amerikanske dramatiker Dennis Spedalieres stykke om parrets fælles stofomtågede nedtur mod nulpunktet, udspillet mens en manager prøver at få malkekoen Sid på benene, og en pusher holder dem hen. Et smådeprimerende talestykke ladet med bræk, druk, dope og skænderier, omsluttet af et dunkende, guitarhvinende sæt med Sex Pistols største hits, velspillet af mutte, læderklædte rockmusikere.

Stjernemanerer på kanten af sammenbrud

Der spilles sådan set ganske udmærket i Maria Walbom Vinterbergs instruktion. Morten Holst, talent på vej og stadig elev på teaterskolen i Odense, kan med sin hårde drengekrop og sit forpinte ansigt sagtens overbevise om stjernemanerer på kanten af sammenbruddet som en forslået Sid Vicious, pivet, vakkelvorn og barnagtig.

Og Julie Ølgaard spiller dygtigt starfuckeren Nancy Spungen som en hård lille nitte, grov i kæften, men mindst lige så meget ude at svømme. Med Caspar Crump og Peter Oliver Hansen i udmærket stil som de kyniske blodsugere på sidelinjen.

»Det eneste, de kommer for at se, er mit fucking blod sprøjte,« siger Sid Vicious undervejs om sine fans. Problemet med »Sid Vicious - Sex Pistols With Love« er, at vi aldrig får lov til andet end netop det. Hvad skal vi med den udsigtsløse historie om ormstukne menneskers dødskamp på et tarveligt hotelværelse? Stykket bruger lang tid på at sige meget lidt og får, groft sagt, aldrig overbevist os om, at Sid og Nancy er værd at redde. Dermed ender det i noget, der kan minde om biografisk ligskænding og spekulation - selv om det vel også prøver at sige et og andet om en kynisk omverdens udnyttelse og omklamring af stækkede rebeller.