Hvad er det for et slutbillede, instruktøren Katrine Wiedemann præsenterer for os i sin flotte forestilling over Miguel de Cervantes' berømte roman om »Don Quixote«? Mens den lidende menneskehed står som ensomme smertesøjler i rummet bag ham, insisterer Nicolas Bros Don Quixote, ridder udi egen indbildning, stadig på at prædike det kærlighedens evangelium, som han i sin tilstand af drømmende idealisme – efter at have forlæst sig på romantiske ridderromaner – har forsøgt at føre ud i livet i de sidste næsten tre timers stationsdrama.
Med armene strakt ud mod tilskuerrummet som en anden Jesus på korset. Trods fornedrelser, trods alle tænkelige forsøg på at latterliggøre ham og føre ham tilbage på fornuftens sti, har han set sig selv som den frelsende ridder, der skulle være de fattiges, de undertryktes, de ulykkeliges frelser. Undertiden med katastrofale følger for ham selv og hans trofaste tjener, væbner og følgesvend Sancho Panza – men også for de omgivelser, han har forsøgt at hjælpe. Hvis de da overhovedet er de stakler, han tror, de er – forblændet af sin egen feberhede idé om at redde alt og alle. Han er, med andre ord, et menneske, der er for godt til denne verden, men som – forstyrret drømmer eller ej – vedbliver at holde fast i troen på det gode som en mulighed.
Livskraftig antihelt
Med sin evne for den udadvendte publikumsindvielse, den umiddelbare naivitet, den næsten barnlige troskyldighed parret med saligt smil og brændende øjne er Nicolas Bro i det hele taget en ret vidunderlig, livskraftig antihelt, hvis underliggende, revolutionære farlighed ikke overraskende må få verden til at forsøge at knægte ham – langt fra den vandrende pind, de fleste ser ridderen af den bedrøvelige skikkelse som.
Godt sekunderet af Paw Henriksens rørende, ligefremme overlever af en Sancho Panza. Og rundt om de to i midten svæver hele forestillingen på scenograf Maja Ravns nøgne, skrånende scene med rundbuehorisonten.
Den russiske bearbejdelse af romanen, som ligger til grundlag for forestillingen, er meget lige ud ad landevejen, om man så må sige. Men Katrine Wiedemanns vidunderlige, dansende billedskabende evne giver de mange scener et opfindsomt liv, en uhøjtidelig hittepåsomhed, som bliver den egentlige oplevelse i forestillingen og driver den fremad.
Den relativt stramme, men også lovligt omstændelige dramatisering – som romanen sært udramatisk trods den megen dramatik – sætter hende fri til det helt store billedlotteri med gevinster hele vejen rundt. Don Quixotes drømmeverden giver hende licens til at åbne for det bedste i sit talent for de billeder, der er hendes store styrke og særkende som instruktør, smukkest forløst i samarbejdet med Maja Ravn. Hvor mange iscenesættere har ligefrem en form for ikonografisk signaturstil? Det er ment som den største ros.
Med eminent brug af rekvisitter og menneskekroppe i fri dressur bliver »Don Quixote« en eventyrlig teaterfest, der måske nok varer ved for længe – forestillingen ville have gavn af at blive skåret mindst et kvarter – men som ikke desto mindre kan så meget, så man bliver glad om teaterhjertet. Mia Lyhne, Christiane G. Koch, Jens Jacob Tychsen, Joen Højerslev, Mads M. Nielsen og Morten Eisner tager sig uden store mellemregninger af stort og småt fra mennesketilværelsens mange verdenshjørner, som Don Quixote støder sammen med undervejs i en ekspressionistisk-grotesk udadvendt spillestil uden omsvøb og mellemregninger.
En drøm af en teaterforestilling? Nærved og næsten. Hvis man nu skal være lidt god.
Hvad: »Don Quixote«.
Hvem: Manuskript: Jevgenij Svarts. Oversættelse: Trine Søndergaard. Bearbejdelse: Katrine Wiedemann og Peter Dupont Weiss. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn.
Hvor: Betty Nansen Teatret. Til 9. februar.
