Når Fanden har en finger med i spillet

»The Black Rider« er stadig en visuel og musikalsk fest på Betty Nansen Teatret. Men der er sket meget i dansk teater de sidste 17 år.

"The Black Rider" Xenia Lach-Nielsen som Kättchen får den store tur af Mikkel Kaastrup-Mathews bejler. Foto: Hansen-hansen.com Fold sammen
Læs mere

»Come on along with the Black Rider. We’ll have a gay old time«. Sådan synger hele koret af medvirkende i syremusicalen »The Black Rider«, som Betty Nansen Teatret nu sætter op igen – 17 år efter danmarkspremieren samme sted. Også denne gang med Katrine Wiedemann i instruktørstolen og billedkunstneren Michael Kvium som scenograf.

De genskaber da også i det store og hele den oprindelige iscenesættelese af den kultforklarede mesterinstruktør Robert Wilsons, musikeren Tom Waits’ og beatforfatteren William Burroughs originalforestilling fra 1990. Wiedemanns version er på mange måder fysisk vildere end Wilsons dundersucces fra Thalia Theater i Tyskland. For det første er den kropsligt mere frisat, selv om den i anden afdeling tydeligt sender en hilsen til forbilledet og hans langsomme, isafkølede scenegang med de agerende på scenen som noget, der minder om signalgaster. Forestillingen om den bløde digterspire (en sødt pussenusset Mikkel Kaastrup-Matthew), der kun må få sin udkårne (langlemmede Xenia Lach-Nielsen med henrivende pivestemme), hvis han lærer at håndtere en bøsse, men er så dum at sælge sin sjæl til haltefanden selv (af Jimmy Jørgensen givet som djævelsk charmerende crooner) for at kunne ramme plet, er stadig en visuel fest. Sat på scenen som en blanding af gammeldags, amerikansk vaudeville, grotesk rædelskabinet og afkølet performanceteater for hårdt opridsede, stiliserede figurer, der kaster danske brokker ind i dialogen og afsynger Tom Waits skrammelballader for fuld hals: hellere ironisk vrængende end skønhedssøgende.

Chagallske elskende

Tryllebillederne er de samme. Som når det unge par som et par chagallske elskende pludselig letter midt i deres kærlighedsduet. Som når William S. Burroughs selv (en flot syngende Søren Launbjerg) dukker op på kanten af vanviddet og lægger op til den skæbne, der senere overgår den unge helt, set ovenfra i sit kombinerede digterkammer og junkiebule; forfatterens egen narkomani og vådeskudsulykke, hvor han dræbte konen, er den dunkle, makabre understrøm af mening under det hele.

 

I det hele taget er repetitionsøvelsen glimrende udført på Betty Nansen Teatret, hvor direktørduoen Henrik Hartmann og Peter Langdal gerne har villet slutte af med en af deres gamle succeser og åbenbart ikke kunne genskabe triumfen »Woyzeck«, som denne version af »The Black Rider« førte frem til. Musikalsk nyder man kapelmester August Rosenbaums tag på Waits’ rustne blanding af folkesang, country og diabolske showtunes. Men Fanden har en finger med i spillet. Det et chok, den eufori, man følte ved premieren, udebliver – dengang i 1990erne, da teatret gennemgik en visuel eksplosion og det æstetisk balancerende peformanceteater var det nye. Dengang form syntes vigtigere end indholdet. Dengang, vi hyldede ironien og distancen. Der er sket så meget siden. Også for Katrine Widemann, der har skabt endnu bedre forestillinger i den tid, der kom – frigjot af forbilledet Wilson. »We’ll have a gay old time«. Tja, sådan føles det at sidde der igen.

Hvad: »The Black Rider – The Casting of the Magic Bullets«« af Robert Wilson, Tom Waits og William S. Burroughs.

Hvem: Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Oversættelse: Peter Laugesen. Koreografi:; Bill Holmberg. Musikalsk ledelse: August Rosenbaum.

Hvor: Betty Nansen Teatret. Til 29. marts.