Når dansen bliver et spørgsmål om liv og død

Dansk Danseteaters program »Monolith« er et inspirerende, musikalsk og kraftfuldt krydsfelt mellem dansk og kinesisk moderne dans.

Dansk Danseteaters Alessandro Sousa Pereira i Tim Rushtons fine værk »Monolith«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

År 2012 er udråbt til EU-China Year of Intercultural Dialogue. Og er der noget, der er egnet til kulturel dialog tværs over kloden, så er det dansens ordløse sprog.

Med programmet »Monolith« er Tim Rushton og Dansk Danseteater gået i inspirerende dansedialog med Beijing Dance Theater og den kinesiske koreograf Wang Yuanyuan, der bl.a. er kendt for sin koreografi af OL-åbningen i Beijing.

Rushtons nye spektakulære og superdynamiske værk »The End of Loneliness«, der er en moderne parafrase over bryllupsritualet i balletklassikeren »Les Noces«, er primært skabt til de kinesiske dansere, men involverer også det danske kompagni. Interessant er det, at Rushtons bevægelsessprog pludselig ser helt kinesisk ud i dette værk, hvor han tydeligvis har ladet sig inspirere af de vævre kinesiske danseres eminente kropslige fleksibilitet.

Koreografisk er det ikke et stort værk, men akkompagneret af Mathias Friis-Hansens intense slagtøjsmusik med kinesisk islæt er det et sprudlende og kraftfuldt kulturelt krydsfelt.

Wang Yuanyans smukke »Dead Fire«, skabt til Dansk Danseteater, sætter ild og is, liv og død i et spændingsfyldt forhold, der også afspejles i Su Congs stemningsfulde klavermusik.

Klædt i rødt er virtuose Alessandro Sousa Pereira en vidunderlig livgivende gnist over for de 11 andre skønne dansere i frostlyse, silkelette, luftige kostumer. Men her ender kulden med at slukke livets glød.

Fine duetter

Aftenens indledende værk, der ligesom hele programmet hedder »Monolith«, koreograferede Rushton sidste år til engelske Rambert Dance Company.

Nu er det hans egne dansere, der med tyngde og skarpe linjer kaster sig ud i det helstøbte, næsten rituelle værk, hvor både titel, scenografi og positurer i dansen hentyder til fortidens stenmonumenter.

Peteris Vasks lyriske, pulserende og folketoneprægede kvartet for strygere og klaver er i Athelas Sinfonietta Copenhagens liveopførelse en flot klangbund for dansen, der ikke mindst byder på masser af fine duetter.