Mynsters seksstjernede monolog

Enestående, nærværende præstation af Karen-Lise Mynster i stærk Peter Asmussen-tekst om kærlighed, savn og forræderi.

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen Fold sammen
Læs mere

»Det der er«. Sig lige titlen på den monolog, Peter Asmussen har skrevet over sin egen brevroman af samme navn højt. Så lyder de tre ord næsten tillige som et land, der engang var, men som ikke længere eksisterer: DDR.

Det er da også Den Kolde Krigs tid, vi skal tilbage til på Husets Teater, hvor Karen-Lise Mynster er alene på scenen med ordene. Men samtidig spiller titlen lige så meget på tvivlen om, hvad der overhovedet »er«– hvad der i det hele taget er foregået mellem den gifte østtyske kvinde, Renate, og den danske mand, hun i hemmelighed skriver sine længselsfulde kærlighedsbreve til, men som hun reelt kun har mødt en enkelt gang i Danmark. Og i et endnu større perspektiv peger den fine tekst også på, at det, vi bygger vores tilværelser op af, måske ikke er ret meget andet end forestillingen om noget. Og at intet er noget , uden at man oplever fraværet af det samme: Kærligheden for eksempel.

Stille eksistens

Der er gjort meget for at sætte publikum i en ganske særlig stemning, inden vi når frem til salen, hvor vi skal møde Renate. Scenografen og lysdesigneren Jenny André har nærmest skabt hele det lille teater på Halmtorvet om til en østtysk lejekaserne med krigsminder, murbrokker og flakkende neonlys i kælderen, ringeapparat til lejlighederne ved hoveddøren og en hærget trappeopgang op til salen. Virkningsfuldt. Men på den nøgne, sorte scene er det den sortklædte Karen-Lise Mynster på den sorte stol, der skaber billederne. Med sin smukt modulerede stemme maner hun hele denne kvindes ydre og indre liv frem.

Vi hører om hendes i og for sig lykkelige liv og stille eksistens i senfirsernes nøjsomme Østtyskland – gift med en mand, hun ikke elsker, men tilfreds med sit liv med ham og to børn. Men også om det stikkersamfund, der kan bringe alle i uføre, hvis de begår fejltagelser. Det er med livet i hænderne, hun gennemfører sin ulovlige brevveksling med den Tom, hendes længsler og drømme er rettet mod.

Karen-Lise Mynster er et under af besværgende nærvær, der suger sin tilskuer ind i den melankolske fortælling. Stramt, afdæmpet og nedtonet iscenesat af Simon Staho, så hver passage, hver association i de mange breve, farves vibrerende præcist af en ny grundfølelse – fra den dæmpede, men inderlige kærlighedslængsel til den voksende uro, der tændes, da svarene fra Tom hører op, og en stigende anelse om forræderi begynder at bemægtige sig Renate. Uendeligt udtryksfulde Karen-Lise Mynster lyser med en intens autoritet dér på stolen. Varm, vittig, vis. Så økonomisk, samtidig så rig i sit udtryk: det brændende blik, den malende stemme, de hænder, der siger så meget, hvad enten de famler over knitrende strømpeknæ eller skærmer en udsat krop.

Og Peter Asmussens fascinerende tekst er ikke bare en stor sproglig fornøjelse – tænk at kunne skrive, at en himmel er blå som »en knaldende lussing« eller en sætning som: »Jeg lod det synke til bunds i mig som endnu en hemmelighed«. Den er som en spændingsroman at lytte til, samtidig med at den ejer et smukt og melankolsk resonansrum af smertefuld viden: evigt ejes kun det tabte. Og i Karen-Lise Mynster har den fundet sin fuldendte forløser.

Hvad: »Det der er« af Peter Asmussen. Hvem: Iscenesættelse: Simon Staho. Scenografi: Jenny André. Hvor: Husets Teater. Til 14. marts.