Muskelmænd og maskulin mystik

Dans. Palle Granhøj laver herlig analyse af det maskuline univers i »Men&Mahler«, der nu kan ses på Granhøj-maraton i Dansehallerne.

Ting og sager flyttes rundt på scenen, når »Men&Mahler« optræder. PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sikken et spændingsfelt mellem rå muskelkraft og følsom poesi i Palle Granhøjs nyeste forestilling »Men&Mahler«, der typisk for Granhøj er fuld af fine kontraster, humor og musikalitet. Ligesom i forgængeren »2men2mahler« fra 2011 for to mandlige dansere og musikere, er det også denne gang den maskuline mystik, der er i fokus i samspil med Mahlers musik.

Otte-mands dansere af forskellig alder, højde, drøjde og nationalitet er nu på scenen i »Men&Mahler« sammen med én kvinde, Dorte Petersen, der som en anden David Attenborough analyserer og undersøger, hvad der egentlig foregår i mandedyrets hoved og univers. Og som så ofte før i Granhøjs forestillinger besjæler Dorte Petersen scenerummet med sin smukke sangstemme, når hun nu, mellem orkesterindspilninger af Mahlers bevægende musik, synger Mahler-sange a cappella.

Kraftfuldt folder mændene sig bl.a. ud som muskeldyr i evig konkurrence med både sig selv og andre; men vi ser også hvordan selv det største muskelbundt rummer et lille sårbart barn, når han kryber sammen som en baby. Mandens dualisme og trang til at udtrykke indestængte følelser og få luft under vingerne kommer frem i fine sekvenser, hvor kraftfulde og smukke graciøse bevægelser veksler med hinanden. Men også flokdyrets ritualer og mandehørmende attituder sættes sjovt i scene, uden at det bliver plat, ligesom mandens potens og mangel på samme belyses med følsomhed og humor.

Dansere som byggemænd

»Men&Mahler« er det første samarbejdsprojekt i det europæiske scenekunstnetværk, DNA (Development of New Art), og danserne, der kommer fra Danmark, Ungarn, Polen, Slovakiet og Litauen, bakser som en flok byggelystne handy-mænd meget symbolsk rundt på scenen med 24 store, tunge Euro-paller. Men ikke alle deres byggekonstruktioner holder, og pallerne falder som dominobrikker.

Forestillingen, der i weekenden kunne ses på East Gate Europe-festivalen i Aarhus, er allerede blevet Reumert-nomineret, og den er selvfølgelig med, når det verdensturnerende Aarhus-kompagni i denne uge aflægger et sjældent besøg i København med en Granhøj-maraton i Dansehallerne. Her kan man bl.a. også se Granhøjs excellente Leonard Cohen-forestilling »Dance me to the end on/off love«, der netop har haft kæmpe succes i Montreal i Canada, hvor den er blevet set af godt 9.000 mennesker.