Mors dreng. Kan ske, det mest er ord som samfundsrevser, meningsmaskine, revyforfatter, provokatør, lysmager og andet, der falder folk ind, når navnet Poul Henningsen nævnes. Men først og sidst er han sin mors dreng.
I Ina-Miriam Rosenbaums og Kristian Halkens kabaret, de kalder den selv en musikalsk dialog, »Fandens oldemor«, trækker de forholdet mellem forfatterinden Agnes Henningsen og sønnike Poul Henningsen frem i lyset fra et hav af PH-lamper.
Først den flagrende, selviscenesættende, frigjorte foregangskvinde, men især Mor med stort M, Agnes Henningsens historie om det åbne ægteskab med Mads Henningsen, far til tre af hendes fire børn, og den forandring, der indtræder, da mindstemanden, Poul, kommer til verden. Barn af forfatteren Carl Ewald, som han ligner helt ned til måden, de bider læben sammen om en filterfri cigaret på, og mors darling fra fødselsøjeblikket.
Sammensatte diskussioner
»Fandens oldemor« er en på overfladen løst sammensat mosaik af PH-tekster, biografisk stof, diskussioner mellem de fire personer på scenen og konstruerede Facebook-kommentarer.
Men kan man sin kulturradikalisme, og kender man Agnes og Poul Henningsen, er det tydeligt, hvordan selv de små, ubetydelige detaljer peger på deres mærkesager og bringer dem ind i en nutid, hvor de ikke altid virker lige friske og moderne, fordi tiden har overhalet dem, og nok også fordi især Poul Henningsen har det med at blive temmelig dogmatisk i sit syn på tilværelsen – især på andres.
Det er forestillingen heldigvis ikke bange for at tage livtag med gennem tekstbidder fra PHs konstante meningsstrøm. Her sat ind i en nutidig ramme, som medvirkede han i TV-programmerne »Deadline« eller »Smagsdommerne« – hvor han hver gang ender med at trætte værter og seere med sin doceren.
Mere overbærende er »Fandens oldemor« over for Agnes Henningsen. Ikke at vi ikke forstår, at hendes livsførelse og selvrealisering har en pris for dem omkring hende.
Men indtagende er hun jo, denne livskraftige, frodige kvinde, der vil alt og alle, som vil have det hele og det halve oveni. Hos hende er det især forsvaret for kvindens ret til et frit seksualliv, kabareten slår på. Hvordan sønnen fortsætter den kamp, peger »Fandens oldemor« til gengæld ikke rigtigt på – dér står PHs politiske engagement stærkest.
Bakket op af forrygende orkester
Sammen med revyviserne. Som Ina-Miriam Rosenbaum kan synge, så ingen husker hverken Osvald, Liva eller nogen andre, der har sunget dem før hende.
Musikalsk bakket op af et forrygende orkester bestående af tre usandsynligt begavede musikere, Emil de Waal, Gustaf Ljunggren og den August Rosenbaum, der indimellem ikke bare spiller musik, men også på selv at være søn af kvinden på scenen, og som giver den gas med historier om skilsmisse, seksualitet og forelskelse.
Går man uforberedt ind og ser forestillingen, vil den sikkert virke rodet og forvirrende, og – som August Rosenbaum selv påpeger - kan der godt strammes op. Men det er en kabaret, der kender sit stof og tør være intellektuel på dets vegne. Bedst er den dog, når Ina-Miriam Rosenbaum synger, og de tre mænd spiller eventyrligt godt på PH-lamper, legetøjsklaver og – ja, selv på afrevne Politikener.
Hvad: »Fandens oldemor«.
Hvem: Af: Kristian Halken og Ina-Miriam Rosenbaum og PH. Musikalsk arrangement: August Rosenbaum, Emil de Waal og Gustaf Ljunggren. Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard. Scenografi og kostumer: David Gehrt.
Hvor: Teater V til 20. September. Derefter turné.
