Kan Frankensteins monster føre an i en chorus line af herrer og damer i kjole og hvidt, der stepper på livet løs til »Puttin’ on the Ritz?«
Naturligvis. I hvert fald i en musical af crazykomikkens godfather, amerikanske Mel Brooks. Nummeret bliver selve kulminationen på alle de komiske vanvittigheder og vandede vittigheder i »Young Frankenstein«, baseret på den amerikanske humorists kuleskøre film af samme navn.
Også på Fredericia Teater, som tager livtag med endnu et storstilet musicalprojekt og præsenterer skandinavienspremieren på forestillingen, der blev en halv succes på Broadway i 2007.
Et stort anlagt spektakel, der ikke alene kræver sang og dans, men også højt tempo og endnu højere humør i sin parodi på Universals gamle skrækfilm fra 1930erne om videnskabsmanden, der leger Vorherre og vækker et monster til live i sit laboratorium på et afsidesliggende slot i Transylvanien.
Er »Young Frankenstein« en god musical? Ikke ubetinget. Det er umuligt ikke at sammenligne med Brooks’ frivole genistreg i samme genre, »The Producers«, herhjemme spillet til succes på Det Ny Teater.
Jævnført med den og dens kaskader af skøre indfald og uartig løssluppenhed er anstrengelserne en anelse mere anstrengte i forsøget på en opfølger. Og leverer oversættelsen nu også Brooks' slibrige vid fuld retfærdighed?
Men heldigvis knokler alle på Fredericia Teater for at dække over musicalens døde passager og mindre inspirerede numre i Lynne Kurdziel Formatos iscenesættelse, der er næsten uden døde punkter. Og lad os skynde os at få det sagt: Det er en flot aften på teatret, der endnu engang løfter en svær, stor opgave. En sjov, underholdende aften, der først og fremmest lever af sine unge, men dygtige stjerner i midten.
Lad os starte med Pelle Emil Hebsgaard, der bragede igennem som den blå lampeånd i »Aladdin«, og som nu får sin første reelle hovedrolle som den hæmmede amerikanske videnskabsmand, der tager forfædrenes arv som gal videnskabsmand på sig.
Alt, han gør på en scenen, er rigtigt, så selvfølgeligt. Og midt i alt det tegneserieskøre har han en kejtet ynde, der ikke er til at stå for, når hjernemennesket langt om længe overgiver sig til mere korporlige udskejelser. Han er forestillingens naturlige centrum og bekræfter her de muligheder, han lover.
Kristine Yde Eriksen, lige dele sød og kontant, får lov til at slå gækken løs som hans kropsligt imødekommende assistent.
Og det nye talent Patrick Terndrup er lige ved at løbe med det hele som den pukkelryggede medhjælper i absurd og lynsnar sprællemandsudfoldelse. Med en stensikker, morsom Camille-Cathrine Rommedahl som Frankensteins societyforlovede, nok se, men ikke røre, lige så skæg i sin knibske frigiditet som i sin hengivelse til monstrets favntag – han spilles brølende skægt af Johannes Nymark lige efter bogen.
Og Vivienne McKee, helt på hjemmebane i denne slags musikalske tosserier, tager stikkene hjem som den mystiske husholderske med ubetaleligt blink i øjet under den stramme frisure.
Til gengæld kan man godt se, at det unge – meget unge – hold, der omgiver de hovedrolleindehavende, mangler rutine. De store, traditionelle ensemblenumre savner den overgivne virtuositet – step og stå fast! – man forlanger af dem. Her er det åbenbart, at forestillingen er blevet til på nogle produktionsvilkår, der er mere Prinsessegade, Fredericia, end Broadway, New York.
Det ændrer ikke på, at »Young Frankenstein« er endnu en flot sejr for Fredericia Teater. Det lykkes i hvert fald næsten at sætte strøm til en kun halvgod musical og vække den fra de døde.
Hvad: »Young Frankenstein«.
Hvem: Manuskript: Mel Brooks og Thomas Meehan. Musik og sangtekster: Mel Brooks. Oversættelse: Mads Æbeløe. Iscenesættelse og koreografi: Lynne Kurdziel Formato. Scenografi: Anders D. Jensen. Kapelmester: Martin Konge.
Hvor: Fredericia Teater. Til 16. marts.
