Moderne russisk dramatik er et vindende bekendtskab

Eksisterer kærligheden overhovedet, eller er den et stort fupnummer? »Illusioner« er underfundigt fortælleteater på Husets Teater.

Jon Lange, Morten Brovn, Stina Mølgaard og Marie Bach Hansen skiftes til at fortælle historien om to ægtepar og følelsernes ubestandighed. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På Husets Teater på Halmtorvet har de næse og smag for dramatik, der blander det helt nære – relationerne mellem mennesker, parforholdet, kærligheden – med det helt store: universets og planetens fremtid, altings flygtighed, livets mening eller mangel på samme.

I den seneste sæson var det bl.a. de begavede britiske succeser, »Ilt« og »Konstellationer«, der satte tilværelsens store spørgsmål til diskussion, samtidig med at de fortalte en engagerende lige-ud-ad-landevejen-historie om ham og hende.

Sammenstillingen af mikro- og makrokosmos gør sig også gældende i teatrets seneste indslag fra verdensrepertoiret, der denne gang er noget så sjældent som russisk. Det er ikke hver dag, vi har fornøjelsen af moderne dramatik fra den kant.

Dramatikeren Ivan Vyrypaevs tekst er i sit udgangspunkt ikke særligt dramatisk, selv om iscenesætteren Simon K. Boberg bestemt får pustet et eget afdæmpet liv i det, der mest af alt er en serie lange underfundigt afleverede monologer, når de fire på scenen, Marie Bach Hansen, Stina Mølgaard, Morten Brovn og Jon Lange, skiftes til at fortælle os historien om to par, der har kendt hinanden siden ungdommens vår, men som i deres høje alderdom, på gravens rand faktisk, begynder at rippe op i følelseslivet.

Det hele begynder med den gamle, døende mand, der takker sin lige så gamle kone for deres lange liv i harmoni:

Kærlighed er kun ægte, hvis den er gengældt. Skæbnens ironi er jo, at hun til gengæld – det siger hun dog aldrig til ham – har elsket hans bedste ven gennem alle årene, og selv om hun aldrig fik noget igen, var også dét noget, der gav hendes liv mening. Det fortæller hun vennen, som så går tilbage til sin kone og så fremdeles.

Der går en lige linje fra en anden russer, Anton Tjekhov, i denne skævtkørende kærlighedskarrusel, hvor lange liv leves i bedrag og selvbedrag. Omrokeringen i den på overfladen så harmoniske følelsesvåbenhvile mellem de fire når da også at have skæbnesvangre følger i en tekst, der gradvist bevæger sig fra det bittersødt ironiske til den melankolske eksistentielle opløsning.

For hvad er egentlig ægte kærlighed? Kan vi stole på de følelser, vi har? Kan vi stole på hinanden? På os selv? Og hvis vi ikke kan det, hvad er der så tilbage at holde sig til i universet? Hvordan skal vi så finde vores plads under stjernerne?

Store spørgsmål, som langsomt vokser ud af en langsommeligt besværgende tekst, som de fire storytellers på livets scene – i bogstaveligste forstand rammen om det hele i Edward Lloyd Pierces »fupnummer« af en cabaret-scenografi med rampelys og glitterrødt fortæppe – placerer stensikkert mellem den vidende, skælmske ironi og den skære følelse af dystert farvet fortabthed, som vokser frem af den.

Ikke megen trøst at hente her, men alligevel er »Illusioner« et vindende bekendtskab.

Hvad: »Illusioner«.

Hvem: Oversættelse: Daria Morgounova Schwalbe og Simon K. Boberg. Iscenesættelse: Simon K. Boberg. Scenografi: Edward Lloyd Pierce.

Hvor: Husets Teater. Til 17. oktober.