Giant Steps
HHHHHI
Den Kgl. Ballet i Wayne McGregors »Infra«, Jirí Kyliáns »Falling Angels« og Akram Khans »Vertical Road«. Gamle Scene, sidste dag 6. april.
Af Vibeke Wern, vw@berlingske.dk
Det er sjældent at opleve Den Kgl. Ballet folde sig ud i så gennemført kraftfuld og vildt energisk dans fuld af tyngde, som man nu kan opleve i britiske Akram Khans fascinerende og dragende »Vertical Road« på det nye program Giant Steps. Et flot moderne program med værker af tre nulevende stjernekoreografer.
I »Vertical Road« fra 2010 er Akram Khan inspireret af et persisk sufi-digt om genfødsel, men også af de kinesiske terrakotta-krigere fra Xi’An. Og det er netop en gruppe på 11 fortidsfigurer (fem kvinder og seks mænd), vi ser blive vakt til live af en vandringsmand i skikkelse af den karismatiske Sebastian Haynes, der bl.a. kan snurre som en spirituel dervish-danser.
Effektfuldt ryster figurerne støvet af sig, inden de kaster sig ud i den kampinspirerede dans til Nitin Sawhneys pågående og voldsomme musik, mens vandringsmanden undersøgende går i dansende dialog med fortidens skikkelser for at finde ind til urmennesket og dets følelser.
Selv om det kun er et uddrag af det i alt 70 minutter lange værk, »Vertical Road«, som Den Kgl. Ballet præsenterer (hvilket det trykte program skylder at fortælle publikum), fungerer det fint. Og meget smuk er slutningen, hvor de 11 fortidsskikkelser træder frem som silhuetter i det stærke lys bag en membran, som befandt de sig i det hensides.
Aftenen åbner med en anden britisk stjernekoreograf, Wayne McGregor, der egentlig skulle have kreeret et helt nyt værk til Den Kgl. Ballet. Men nu er den travle koreograf, der er et hovednavn under Aarhus Kulturhovedstad, i stedet repræsenteret med »Infra« fra 2008.
Typisk for McGregor twister og vrider han opfindsomt det klassiske trinsprog til det yderste i sit skarpe formsprog. Men mere usædvanligt rummer »Infra«, der er koreograferet til musik af Max Richter, også et bredt spekter af følelser i både soloer, ensembleindslag og ikke mindst de mange raffinerede duoer. For »Infra« (der betyder under) foregår under en stor LED-skærm med lysende stiliserede fodgængere fra storbyen, og det er disse mennesker, McGregor fører os ind under huden på i den fine ekspressive dans.
Meget glædeligt er den tjekkiskfødte mesterkoreograf Jirí Kylián, som i 2007 kreerede den fantastiske helaftensforestilling »Silk & Knife« til Den Kgl. Ballet, også med på Giant Steps. Hans »Falling Angels« fra 1989 er en vidunderlig stramt struktureret, detaljerig og gennemmusikalsk perle af en koreografi for otte kvinder, skabt til Steve Reichs »Drumming«.
Ligesom Steve Reichs pulserende trommerytmer er inspireret af afrikansk musik, synes Kylián at have hentet inspiration fra såvel afrikansk som asiatisk dans i den kropsskulpturelle og rytmisk distinkte koreografi, der handler om bl.a. disciplin og frihed og fællesskab og selvstændighed.
»Falling Angels« er ligesom resten af programmet uhyre veldanset. Men det er skammeligt, at Giant Steps kun opføres i alt seks gange.
