Menneske­dyrets drifter blotlagt på scenen

Kitt Johnson blotlægger det menneskelige individs universelle drifter i sin nye, stramt formede solo »Drift«.

Kitt Johnson. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Michael Jensen

Det er et modigt projekt solo på scenen at kaste sig ud i at blotlægge mennesket som et driftsvæsen fanget mellem kultur og biologi. Men med sin dybe autenticitet og unikke evne til at lave kropslige billedtransformationer formår Kitt Johnson i sin nye soloperformance »Drift« endnu en gang at skabe en stærkt fængende universel fortælling med kroppen.

Mens hun i soloen »Rankefod« fra 2005 viste evolutionen fra hvirvelløst havdyr til opretstående menneske, hvirvler hun nu i starten af »Drift« rundt som et civiliseret, kuldskært menneske iklædt pels, vanter, benvarmere og støvler. Men hurtigt afslører hun de dyriske drifter, der rumsterer i ethvert menneske lige under den civiliserede overflade.

Ligner parringslysten chimpanse

Iklædt pelsfrakken puster hun sig op, blotter sine lår og ligner pludselig en parringslysten chimpanse. Som et årvågent dyr vejrer hun, om der er fare på færde. Og da hun smider pelsen og slipper aggressionerne løs akkompagneret af musikkens voldsomt pulserende rytmer, ser vi den hårfine balanceakt mellem drifternes sublimering i sport eller udløsning i vold.

Med kjolen trukket op om hovedet og den smidige, muskuløse krop helt nøgen skaber hun billeder, der både associerer til jagede insekter og dyr, der krabber af sted, men også til Abu Ghraib-fanger, der med en pose over hovedet kæmper for deres liv. Fint afspejles menneskets sårbarhed og styrke også, når hun med sit lange lyse hår beskytter den nøgne krop, inden hun til slut – som en parafrase over Kirsten Hammanns digt »Jeg civiliserer mig om morgenen« – igen iklæder sig pelsfrakken og tildækker krop og drifter.