Men størst af alt er kærligheden

Scene: »Hvem er bange for Virginia Woolf?« Pragtspil af Karen-Lise Mynster og Søren Spanning i »Hvem er bange for Virginia Woolf?« på folketeatret.dk.

Søren Spanning og Karen-Lise Mynster som det halvgamle akademikerpar George og Martha. Her sammen med et ungt par – spillet af Jan Meyer og Sarah Gottlieb – som inddrages i den strindbergske dødsdans. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Petri

Hver gang teatret kaster sig over den amerikanske dramatiker Edward Albees »Hvem er bange for Virginia Woolf?« er det naturligt at stille det samme spørgsmål. Hvem er bange?

Er tiden løbet fra denne barske dissektion af the American way of life? Nu hvor der er løbet så meget bourbon on the rocks i stranden. Nu hvor stykkets omgang med tabuerne, middelklassens små selskabslege, verbale grusomheder, druk og hor, ikke længere kan få nogen som helst til at snappe efter vejret som ved urpremieren i 1962 – heller ikke selv om oversættelsens arsenal af uartige udtryk her er blevet justeret for at gengive dem en smule af originalens chokværdi.

Når man ser Ulla Gottliebs iscenesættelse på folketeatret.dk. er svaret enkelt. Stykket kan stadig spilles. Det er stadig en af klassikerne i det moderne drama – fyldt med fortolkningsmuligheder og stadig i stand til at gribe, fordi det rummer et paradoks, der er til at tage at føle på. Det faktum, at kærligheden kan leve videre i forvrænget og perverteret udgave, selv om hovedet for længst er hugget af den. Selv om den tilsyneladende for længst er udslettet.

Sådan som stykket balancerer mellem den begsorte humor og den bevægende, menneskelige tragedie, er og bliver dette stykke nederdrægtighedernes teater mere end en ferm teaterkonstruktørs absurdistiske selskabsleg. Den totale krig mellem to højtbegavede mennesker, den nedslidte universitetslektor George og hans kone, rektordatteren Martha med de forspildte muligheder, handler nemlig om én ting, som for alvor bliver synligt i Ulla Gottliebs fornemt orkestrerede iscenesættelse: en appel om at indse, at størst af alt er kærligheden.

Djævleuddrivelse
George og Marthas destruktive parløb bunder jo i, at de ikke kan slippe af med hinanden, selv om de foragter hinanden. De er hinandens skæbne. De kan ikke undvære hinanden, selv om de heller ikke kan holde hinanden ud. Med Søren Spanning og Karen-Lise Mynster i de to dominerende roller bliver stykket rigtigt spillet som et rent lystspil, så længe det går. Overlegen opvisning i forulempelser og sprogligt vid.

Men det halvgamle akademikerpars strindbergske, ægteskabelige dødsdans med alle de dødeligt sarkastiske ydmygelser, angrebene og udfaldene, handler jo om, at de elsker hinanden. Og de sprækker får Spanning og Mynster efterhånden fornemt frem i flot udfoldelse af hele deres talent. Han ved ikke at spille sin George som en luvslidt cardigan, der kan hundses med, men som en knivskarp djævleuddriver, der er fit for fight og bevidst fører Martha frem mod den gryende morgenstund, hvor de kan genfinde hinanden, genfinde solidariteten, den gensidige ansvarsfølelse, og starte forfra.

Deres kærlighed bukker ikke endegyldigt under, men får en ny chance. George afliver ganske enkelt deres fælles fiktive barn, et fantasifoster skabt på ruinerne af deres egen barnløshed, af kærlighed til Martha – for at rense hende, ikke for at tilintetgøre hende endeligt. Spannings George har både det uhyggeligt rolige overblik, farten, foragten og medfølelsen til at føre spille dobbeltrollen som bøddel og frelser konsekvent igennem. Hun ved – trods det formidabelt rapkæftede, det vulgære, det rå og det ondskabsfulde – at vise os en Martha, der også blotter sig og skræller sig selv af ind til en kerne af bundløs smerte over den situation, parret er havnet i. I virkeligheden fortvivlet over det, hendes kamp for overtaget får hende til at sige og gøre. Med den store monolog om det fælles, fiktive barn som et øjeblik af stor, reel fortvivlelse over en del af hemmeligheden bag ægteskabets tragedie: Barnløsheden.

Forestillingen er og bliver deres, hvor glimrende Jan Meyer og Sarah Gottlieb end spiller det unge par, der ufrivilligt drages ind i opgøret.