Melankoli i trapezen

Scene: »Fusk« Hvem, der? Ungt cirkusteater i Kronborg slotsgård har svært ved at leve op til rammerne.

Svæv er der nok af i det unge danske kompagni Royal Bones nycirkusforestilling i Kronborg Slotgård. Til gengæld har den svært ved at hæve sig for alvor. Pressefoto Fold sammen
Læs mere

Er du enig?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Hatten af for ambitionen. Dansk nycirkus, der blander artisteri og teatrets fortællemåder, hører til sjældenhederne, selv om flere unge, fremadstræbende kompagnier efterhånden er ved at svinge sig fra gader, stræder og pladser og op på de »rigtige« teaterscener, hvor vi længe har kunnet se genren repræsenteret af udenlandske kompagnier. Kunststyrelsen har langt om længe erkendt, at nycirkus ikke bare er gøgl og savsmuld men bør være berettiget til støtte på lige fod med anden form for scenekunst, og initiativer er sat i gang for at gøde grunden for nye danske kompagnier.

Den danske gruppe Roy­al Bones hører til de mere fokuserede af slagsen. Ikke bare har de allieret sig med den svenske stjerneinstruktør Lars Rudolfsson. De har også haft premiere på forestillingen »Fusk« på Rudolfssons scene Orionteatern i Stockholm. Nu er forestillingen så hentet til slotsgården på Kronborg Slot af Hamlet Sommer, under henvisning til enkelte Shakespeare-elementer, som løsrevet flimrer forbi i den løst sammenføjede, flagrende forestilling, som bevidst skyr et reelt handlingsforløb, men i stedet lader scene følge scene i frit associerende, kaleidoskopisk afvikling.

Det handler ikke om ham Hamlet. Det handler om menneskelige møder, forhåbninger, drømme og mareridt med Shakespeare, som jo rummer det hele, som en eller anden form for fjern referenceramme. Hov, er det ikke en skikkelse, der kunne minde om en sortklædt Hamlet, der går over scenen med en bog i hånden og en klamrende Ofelia på slæb? Hov, er det ikke den afsluttende fægtekamp, vi bliver mindet om, når en svirpende kårde pludselig uddeler dødsstød mod slutningen? Hov, det var da vist et Shakespeare-citat, der kom ud af munden på en af de medvirkende. Hallo, var det i det hele taget ikke åbningsordene fra tragedien om den danske prins, der også er de første af de nøjsomme ord i denne forestilling: »Hvem der?«

Udtalt melankoli
Ja, hvem der? Et ungt cirkuskompagni, hvis forestilling mest af alt en sansemættet, »cirkuspoetisk« stationsrejse fra drøm til drøm med de gymnastiske øvelser tilsat lidt dans, lidt meditativ dvælen afløst af desperation og længsel i kroppene er nydeligt kædet sammen, nydeligt udført. Optrin følger optrin. Der er masser af ideer. Men problemet er bare, at de langt fra forløses så spændende, udfordrende og interessant, som der lægges op til. Underligt og udramatisk håndterede. Ikke ret meget bider sig fast i tilskuerens underbevidsthed, fordi ingen ved, hvor scenerne reelt skal føre hen, når først de er sat på scenen. Artisteriet lidt slap line, lidt trapez, lidt stofaner, lidt kinesisk pæl, lidt tøndebånd - er pænt uden at være prangende. Cirkusskolens seks dygtige elever, men ikke så meget mere. De unge medvirkendes personligheder får aldrig for alvor lov til at skinne igennem. Melankolien er udtalt. Med de små artister som blege små skæbner i livets store spil, svingende mellem trummerum og begrænsning og den frisatte galskab, poesien, kærligheden og fællesskabet som mulighed er det i øvrigt ikke i dette fortællefelt, nycirkus altid havner? Men det sjove en grå sprællemand i underbusker på en vaskemaskine bliver ikke rigtigt sjovt. Det groteske f.eks. tykke klumpedumpede tumlinger med bowlerhatte ikke groteske nok til at fascinere. Der er ganske enkelt for lidt på spil. Fusk forbliver forudsigelig i sin svævende uforudsigelighed uden at overrumple nogen eller noget. En brist, der bliver endnu mere udtalt, fordi forestillingen præsenteres i så storladne og krævende rammer som slotsgården på Kronborg nu engang er.

Heldigvis leverer rockgruppen Hannes Alliance den nykomponerede, suggestive livemusik kontrabas, violin, guitar, klarinet og Hanne Raffensøes insisterende vokal der strækker sig som klangbund under forestillingen, snart skævt og skramlende hverdagspoetisk, snart æterisk drømmende. Den rummer nogle af de kvaliteter, som billedsiden har så svært ved at leve op til.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse