Med krigen i kroppen

Den Kgl. Ballets Corpus har sammen med instruktøren Christian Lollike skabt en rørende og sober forestilling om danske soldater i Afghanistan.

Danserne Marcin Kupinski og Alba Nadal udstyret med benproteser i Corpus’ »I føling - en krigsballet«. Foto: Christian Radil Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er et interessant og udfordrende projekt, som Corpus – Den Kgl. Ballets eksperimenterende kompagni i kompagniet – har kastet sig ud i med forestillingen »I føling – en krigsballet«, hvor 33 dansere sammen med tre krigsveteraner fra Afghanistan i såvel bevægelse som ord beretter om krigen og dens dilemmaer og konsekvenser. Så tak til instruktøren Christian Lollike, der nu for første gang er trådt ind i ballettens verden, for at have insisteret på at lave en forestilling om krigen i Afghanistan i stedet for at følge Corpus’ oprindelige idé med at rekonstruere kompagniets »We’re not waving ... we’re drowning« fra 2013.

Flot og modigt går tre fysisk og psykisk sårede krigsveteraner, Henrik Møller Morgen, Jesper Nøddelund og Martin Aaholm, på scenen og fortæller deres personlige historier fra Helmand i en dramaturgisk stram form. Fint flettes deres historier og militærets disciplinerede kropsprog ind i den rørende og vedkommende forestilling, der aldrig bliver patetisk i sit vellykkede miks af ballet og reality-teater. Stærkt træder danseren Alexander Stæger i karakter med talende rytmiske kommandoer til geledder af soldater, og kraftfulde er Charles Andersens gentagne høje spring, der illuderer eksplosion af vejsidebomber. Men vi ser også scenen befolket med burkaklædte kvinder i blandt andet bedestilling, og smuk er Christina Michanecks solodans til en afghansk vuggesang, hvor hun hele tiden brutalt afbrydes af skud.

Et vigtigt bindeled mellem Corpus og krigsveteranerne har været danseren og pilates-træneren Josee Bowman, der er tilknyttet rehabiliteringsprojektet Danish Wounded Warriors. Der er en barsk duo mellem hende og den benløse Martin Aaholm, hvor hun rent fysisk dumper ham ned fra hans stol, som et kropsligt billede på hans fortælling om, hvordan hans kæreste dumpede ham, da han kom såret hjem til Danmark. Historien spejles også fint af Fernando Mora og Lena Maria Gruber, inden kompagniet lidt grotesk, men stadigvæk sobert, danser rundt med arm- og benproteser for at illustrere, hvordan krigsveteranerne har skullet vænne sig til deres nye kunstige lemmer.

Rå scenografi

Anders Polls laserlys-design er effektfuldt, det samme er Thomas Holm Radils rå scenografi med skærme, der kan sænkes ned og præsentere tekster og videobilleder fra Helmand samt kravlende dansere i fugleperspektiv. Og ligesom på scenen er kroppen i centrum i Peter-Clement Woetmanns afsluttende grumme tekst om fremtidens kemiske og biologiske krigsførelse.

Efter sæsonens meget fine række af små personlige Corpus/Pop Up-forestillinger i Prøvesal A på Gamle Scene og nu denne vellykkede store krigsballet i Skuespilhuset, må man sige at Corpus med Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis i spidsen er nået langt i kompagniets andet leveår.

Hvad: »I føling – en krigsballet«.

Hvem: Corpus. Idé og iscenesættelse: Christian Lollike. Koncept: Christian Lollike, Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis. Musik: Ben Frost, Beethoven m.fl. Scenografi: Thomas Holm Radil. Lys: Anders Poll. Kostumer: Gaia Brandt Rasmussen.

Hvor: Skuespilhuset, sidste dag 3. juni.