Hvad er kuppet i Odense Teaters version af historien om »Elefantmanden«?
Det er den følelsesmæssige energi, der opstår ved at lade rollen som den ulykkeligt deformerede John Merrick, manden der blev vist frem på markedspladser, men som lægen Frederick Treves prøvede at hjælpe og derved gjorde til en af Londons celebriteter i slutningen af 1800-tallet, spille af en skuespiller, Mikkel Lund, der selv er spastisk lammet.
Når man placerer hans autentiske krop – den anderledeshed, den udsathed, han repræsenterer – på scenen, sker der selvfølgelig noget. Det valg er med til at give forestillingen en nerve, den ellers umiddelbart ikke ville have haft, hvor meget glimrende der end er at sige om den.
Historien om Elefantmanden har været genstand for indtil flere bøger, skuespil, sågar en film af David Lynch, og nu har Odense Teater skabt sin helt egen version af myten om manden og hans læge. Fascinerende stof, for hvad er egentlig den gode læges reelle hensigt?
Er han en barmhjertig samaritan, der brændende ønsker at hjælpe en ulykkelig sjæl, fremkalde det menneske, der gemmer sig bag det tragiske ydre?
Eller er han en koldblodig opportunist, der bruger et interessant »tilfælde« for at vinde anerkendelse her i verden? Og hvordan reagerer denne selvbestaltede Pygmalion, når det viser sig, at hans værk tilsyneladende kan en masse selv?
Alle disse spørgsmål kommer glimrende frem i Odense Teaters spændende udgave, hvor instruktøren Therese Willstedt har improviseret forestillingen frem i samarbejde med skuespillerne.
I det ydre ligner den slags performanceinspireret regiteater, der har været moderne det seneste årti – et postmoderne sammenrend af kostumer, en ironisk distance til føleriet, en vrængende, frenetisk spillestil.
Bastant folketeater
Men her bruges formen til at fortælle en historie, der på mange måder er solidt, groftskåret folketeater med mening. Bastant, men samtidig med plads til tilskuerens egne mellemregninger.
Vi er i et teater – det understreges af skuespillerne, der lægger ud med at sminke sig hvide i ansigterne på række ud mod salen.
Først på fjællebodens scene, markedspladsen, som scenograf Jonas Fly markerer overdådigt med vægge af heliumballoner i alskens former og farver, så langt øjet rækker – siden på krydsfinérhospitalet, hvis auditorium også giver mindelser om et teater.
For i denne version handler historien lige så meget om ønsket om at aspirere, vise sig frem, blive til noget.
Det gælder ikke mindst for lægen Treves, som den dygtige unge skuespiller Peter Christoffersen – hold øje med ham – spiller tikkende højspændt med en sitren i hele kroppen, så ingen kan være i tvivl om ambitionerne, der må krakelere i det øjeblik, hans patient går egne veje. Med et djævleblændt ulvesmil, der betyder snart det ene, snart det andet.
Og Mikkel Lunds værdige blik – observerende, sjælfuldt – sætter nærmest tiden i stå, når manden bag den maske, vi fantaserer os til, træder frem og vender rollerne på hovedet. Læg dertil et hold, der bakker flot op med sikkert ridsede, farcerede figurer fra markedspladsen, hospitalet og det undrende societet, der flokkes om attraktionen, arrangeret i masser af idérige, legesyge billeder af instruktøren.
Fraværet af en reel dramatiker kan mærkes
Mod slutningen er fraværet af en reel dramatiker dog mærkbart – forventer man sig ikke, at forestillingens tematikker får lov at forme sig stærkere verbalt efter den ret suveræne billedrige optakt?
Det ændrer ikke ved, at »Elefantmanden« er et spændende bud på en anderledes, fascinerende teaterfortælling.
Hvad: »Elefantmanden«.
Hvem: Iscenesættelse: Therese Willstedt. Scenografi: Jonas Fly.
Hvor: Odense Teater, Store Scene. Til 14. marts.
