Masker og mennesker

11 af landets bedste teaterskuespillere deler deres inderste tanker om karriere og metier.

Birthe Neumann, Henning Jensen og Lisbet Dahl er blandt de interviewede i bogen. Fold sammen
Læs mere

Vi læser om dem hele tiden. På avisernes søndagssider og ugebladenes midteropslag. Skuespillere er godt stof. Men det er sjældent, de får lov til at tale ud. Og det er sjældent, de får lov til at tale om det, de for alvor ved noget om: at spille skuespil. Det råder skuespilleren og instruktøren Michael Moritzen i den grad bod på i sin nye interviewbog, hvor han taler med 11 af sine mest velrenommerede teaterkolleger om det at være skuespiller.

Det er den ejendommelige blanding af beundring og foragt, der møder skuespillerstanden, som tilsyneladende er Moritzens drivkraft til bogen.
I en tid, hvor teatret fra visse kanter er under beskydning, er der behov for at give taletid til nogle af de mest professionelle ikoner, dansk teater kan præstere under den overskrift, der også er bogens titel: »Respekt«.

Respekten kan Michael Moritzen passende selv tage imod. For bogen viser sig faktisk at være noget af det bedste, der på dansk er skrevet om det at være skuespiller.
Der er næppe grund til at undervurdere, at forfatteren har kunnet lokke en hel del ud af sine artsfæller, som i højere grad, end vi er vant til, lader paraderne falde i en række flot usminkede og højst levende samtaler. Om karrieren. Og om de vidt forskellige tilgange til en metier, som er en ejendommelig blanding af jordnært slid og udefinerbart talent, af sandhed og illusion, intellektuelt ræsonnement og kropslig fornemmelse, forhindringer og forløsninger, højdedrag og dybe afgrunde, egocentri og selvforglemmelse, af liv og kunst, fryd og fortvivlelse.

Sjældent kommer vi så langt ind i selvforståelsen på de skuespillere, hvis værk vi i virkeligheden også helst skal tage til os uden tanke på, hvad der foregår bag masken. Men fascinerende er det for den teaterelsker, der vil vide mere om faget – dem, bogen også er dedikeret til, »alle nysgerrige, der elsker rigtig skuespilkunst.«
De velredigerede samtaler får lov at tage de svinkeærinder, de nu gør, og er rettet ind efter de højst forskellige temperamenter og personligheder, Moritzen taler med, en imponerende række af dansk teaters store og erfarne navne: Ghita Nørby, Henning Jensen, Birthe Neumann, Tina Gylling Mortensen, Jesper Langberg, Lisbet Dahl, Peter Gantzler, Karen-Lise Mynster, Merete Voldstedlund og Hans Rønne. Alle træder i karakter og får en fremkaldelse, de fortjener. Stående applaus.