Sæt en håndfuld komikere på samme scene, brug en vilkårlig klassiker som undskyldning – og en stensikker successkandale er hjemme.
En succes, der kun med nød og næppe gengiver Carlo Goldonis farceagtige »En tjener, to herrer« fra 1743. En skandale, der kun gider den gamle komedies gak og ikke dens morale. Eller hvad?
Goldonis forlæg ejer hele karikaturteatrets udtræk og alle tiders mindst troværdige handling:
Den kvindelige hovedperson rejser rundt, forklædt som sin afdøde bror. Hun er på jagt efter hans banemand, der tilfældigvis også var hendes troløse elsker.
Men da hun når frem, ødelægger den evigt sultne tjener hele hendes hævnakt – for tjeneren kan ikke stå for udsigten til gratis mad ovre i fjendens lejr...
Peter Langdals instruktion har så gakket alting endnu mere op.
Tiden er henlagt til de tidlige tressere. Komplet med pangfarver a la Per Arnoldi, lamper a la PH i loftet og en håndfuld slagere fra dengang melodigrandprix var både melodi og grandprix.
Stedet er helt bogstaveligt flyttet fra Venedigs velærværdige vandveje til et taberkvarter syd for Gammel Køge Landevej.
Om det så er navnene, skulle de lige have en tur i Langdals socialt bevidste rystepose.
Mange af de lynhurtige dialoger på vrøvlesprog giver stadig ingen mening og lever alene af timingen og den fejlfrie aflevering. Forestillingen fremstår meget velforberedt på det punkt. Ligesom man får masser af ord med p. Det andet er patter.
Hævngerrig Hjejle
Begyndelsen overrasker alle! Forestillingens to musikere forbliver den halve aften værd, mere skal ikke afsløres hér.
De andre ni på holdet gør en heroisk indsats:
Iben Hjejle spiller den hævngerrige søster i herretøj – når hun da ikke smider det og ligger i husarernes foretrukne outfit. Hun er forestillingens skarpeste, mest varierede og mindst karikerede kunstner. Det eneste ægte menneske, kan man sige.
Linda P. agerer tjeneren og socialsutten Linda P. med sit sædvanlige repertoire af leddeløse lemmer. Hun kan stadig ligne en fremmed fugl på seriøse scener. Men tag ikke fejl: Pigens tungebrækkende rablen kræver disciplin – som når hun parodierer sine højt betalte kolleger inden for stand up.
At tjeneren samtidig er af kvindekøn, giver Langdals version en pikant drejning. Plus måske en lidt overflødig og ret forvirrende drejning.
Og ferme Mads M. Nielsen står så som kostskoledrengen Danny med generationer af velstand i generne og fejlfri diktion a la whiskybælte. Hans entré tilfører de rablende klovnerier en maskulin stramhed, der ellers ville mangle helt. Og hans ultrakorte blik på den hønekaglende trommeslager fra Sverige er direkte genialt.
Kill your darlings
Okay, okay. Venetiansk maskekomedie ville ikke være fuldendt uden en Anders Juul som den søde og oprigtige skuespillerspire, en Ole Thestrup som den korpulente og tilpas kvindegale kok, en Torben Zeller som den godhjertede bilhandler samt Vicki Berlin og Mette K. Madsen som de velspillende og dejligt Irmaagtige hunkønsvæsner.
At inddrage Per Pallesen som germaniseret revisor spænder bare kendisbuen for hårdt. Alle elsker denne dygtige mand og hans talent for karikatur. Men hvad skal han egentlig i det selskab?
Peter Langdal har i det hele taget filtreret for få darlings fra. Man får både hestekød og homovielser undervejs. Lidt sjovt, men ikke rigtig sjovt.
Heller ikke aftnens sangnumre gør det store fra eller til. Alle roller har i runde tal fået et nummer hver. De opleves alle som pauser.
Man kan også blive noget træt i tentaklerne over ti kvarter med dampvoksne på scenen. Peter Langdal har udviklet en slags horror vacui på det tidslige plan: Der skal hele tiden ske noget nyt – selv når Iben Hjejles skrøbelige blik eller irmapigernes ynde sagtens kunne stå alene lidt.
Og ja, stykkets morale går fløjten: At den tjenende ånds sult nok snarere var en drøm om noget ømmere.
Kan voksne mennesker alligevel vove sig ind til forestillingen?
»En tjener for to« vokser en smule ved eftertanke. Når latteren er stilnet af og aftnens sidste lår klasket, har man rent faktisk fået sin Goldoni.
I kraft af karakterernes klarhed. I kraft af det bevidst golde og derfor absurdistiske gøgl. I kraft af et morskabsteater, der åbenbart ikke var så dødt alligevel.
