Mandehørm i sokker og sandaler

Don Gnu fortsætter jagten på den moderne mands identitet med herlig humor, musikalitet og muskelkraft.

Don Gnu præsentere mange forskellige manderoller i »M.I.S. natten lang«. Foto: Christoffer Brekne Fold sammen
Læs mere

Uanset hvad de kaster sig ud i, smider de aldrig deres usexede stribede uldsokker og fodformede velcro-sandaler. For med glimt i øjet, dejlig selvironi og ækvilibristisk slapstick-teknik hylder makkerparret Don Gnu alias danser/koreograferne Jannik Elkær Nielsen og Kristoffer Louis Andrup Pedersen endnu engang fænomenet mænd i sandaler og retten til at være sig selv i den nye forestilling »M.I.S. – natten lang«.

Første udspil i 2010 hed slet og ret »Mænd i sandaler«. Herefter fulgte den skønne Reumert-nominerede »Kvinde kend dit skab« i 2013, inden det Aarhus-baserede kompagni i 2015 kunne præsentere sandal-trilogiens sidste del, som nu gæster Dansekapellet i København NV.

Lige fra starten i »M.I.S. – natten lang« støder de to mænd på genvordigheder, når de som kiksede handymen i bedste Gøg og Gokke-stil med en lang planke folder sig ud i alskens drillende og legende balance- og byggekunst i en blanding af dans og ny cirkus.

Hurtigt kommer også den etnisk fremmede, mere velklædte og blødere tredjemand, El Chino (Simon Beyer-Pedersen), på banen. Han forsøger sig med sej, usårlig og superadræt, asiatisk kampsportattitude, men skal selvfølgelig ind imellem kanøfles af de to andre.

Forunderlig er en scene, hvor de alle tre med deres maskuline konkurrencegener kaster sig ud i en urkomisk magtkamp med store gule træningsbolde akkompagneret af præcise, sjove og meget beskrivende lyde som i en tegnefilm.

I det hele taget er Rune Kaagaards musik og Katja Welners sang live på scenen et scoop for forestillingen, hvor Don Gnu-parret også viser sig som følsomme mænd, når de græder, trøster eller ømt danser tango med hinanden.

Christoffer Brekne har meget vellykket krydret forestillingen med humoristiske filmindslag, hvor vi bl.a. ser Don Gnu som hårdkogte mafialignende typer. Men vi får også præsenteret reklamer for bløde hjemmestrikkede sokker, og i dunkel belysning ser vi diskret live på scenen, at uldsokker også kan bruges som potensforlængere.

Det er en bred vifte af mandetyper lige fra slagsbroderen til latin-loveren, vi med charme, stram dramaturgi og fin timing bliver præsenteret for i »M.I.S. – natten lang«. Don Gnu, der også har lavet Årets Dans 2016 til Dansens Dag 29. april, er et kompagni, der i den grad formår at kommunikere med sit publikum.

Med deres humor og uprætentiøse stil har de igen skabt en herlig forestilling med bred publikumsappeal.

Hvad: »M.I.S. – natten lang«.

Hvem: Koncept af Don Gnu. Komponist: Alice Carreri & Rune Kaagaard.

Hvor: Dansekapellet, sidste dag 8. marts.