Man kaster sig gerne i støvet for Mille Lehfeldt

Mille Lehfeldt brillerer i ud­spekuleret lingeri-dramatik på Østre Gasværk Teater.

Mille Lehfeldt har bukserne på (sådan da) i »Venus in Fur«.Her med Caspar Crump. Foto: Robin Skjoldborg Fold sammen
Læs mere

Skal vi ikke bare sige det, som det er? Denne amerikanske Broadway-komedie »Venus in Fur«, som Østre Gasværk nu spiller under original­titlen, er en udspekuleret, kunstig lille sag, hvis man nu skal være venlig.

Et fermt stykke skrivebordsdramatik af den slags, der på en meget amerikansk facon bruger en vulgærintellektuel fernis som undskyldning for lir i form af en fortænkt, verbalerotisk pingpong-dialog hæftet op med strømpebånd – mest af alt givet som undskyldning for at give frit lejde til den temperaturstigning, som stykkets sadomasochistiske pikanterier kan vække på parterret.

Teatrets svar på »Fifty Shades of Grey«? Ikke helt, dertil er den dog trods alt for spidsfindig en teaterleg med sit noget konstruerede setup, hvor fortælleplaner skyder sig ind i hinanden, men udgangspunktet er det samme som gennemsnitskvindens våde drøm af en bestseller: erotisk-eksperimentel nyfigenhed, drømmen om frisættelsen i underkastelsen.

 

Hvad handler den amerikanske dramatiker David Ives’ stykke om? Ikke så meget. Jo, det handler vist nok om, at det er en god idé at slippe sine lyster fri. Det er i hvert fald det, den let misogyne dramatiker og instruktør Thomas (Caspar Crump) så håndfast skal lære, inden det hele er overstået.

På det tidspunkt har den mystiske unge skue­spillerinde Wanda (Mille Lehfeldt) ikke bare aflagt prøve i det stykke, han har skrevet over den østrigske forfatter Leopold von Sacher-Masochs skandaløse og erotiske roman fra 1870, »Venus i pels« – den, der først og fremmest drejer sig om glæden ved at underkaste sig og få pisk. Hun har også fuldført sin egen feministiske-erotiske revolution.

Hårdtpumpet flirt

Manipulation og magtspil bølger frem og tilbage, mens teatertordenen buldrer, og snart er vi inde i en tiltagende hårdtpumpet flirt, hvor de to på scenen dels spiller udvalgte scener fra stykket, dels gnider sig op ad hinanden i overspændt besættelse.

Man kan mene om forlægget, hvad man vil, men instruktøren Jacob Schjødt orkestrerer sådan set det hele gnidningsfrit med en fin forståelse for stykkets urimelige, men hidsende kurve. Og han lader sig ikke forlede til at tage stykket alvorligere, end det er, men bevarer en underholdende lethed.

Kemien er også i orden mellem Caspar Crump, der har den mere kedsommelige rolle som træmand, der skal sættes fri, og Mille Lehfeldt, der til gengæld får mulighed for at tage alle sine mange stik hjem i det udstillingsvindue for en komedienne, rollen kan være, hvis hun griber chancen.

Det gør Mille Lehfeldt. Lige så hektisk forvirret og moderne gestikulerende, hendes Wanda er i de indledende scener, lige så svalt bølgende er hun, når hun med nærmest chokerende effekt sætter tænderne i det manuskript, der skal gennemspilles, og den mand, der skal tæmmes – for endelig at skrue op for blussende passion i takt med, at tingene udvikler sig.

Det er både vittigt og pointeret præcist afleveret. Hende kaster man sig gerne i støvet for og slikker skosnuderne på.

Dramatikeren? Han kan til gengæld få smæk i den bare ende med flad hånd, kan han.

Hvad: »Venus in Fur« af David Ives.

Hvem: Oversættelse: Preben og Kamilla Wargo Brekling. Iscenesættelse: Jacob Schjødt.

Hvor: Østre Gasværk Teater, Foyerscenen. Til 29. marts.