Scenograferne har gennem årene fået større og større betydning for teateroplevelsen. Men, at de er forestillingen, er ret sjældent.
Bortset fra nu i Det Kgl. Teaters scenografiske værksteder på Refshalevej, hvor scenografduoen Sigrid Bennike og Sebastian David Tingkær til »Amandaværelset« med nærmest nidkær perfektion har skabt en mareridtsagtig labyrint gennem et både genkendeligt, gammeldags og samtidig ikkeeksisterende København.
Det er så luksusagtig en scenografisk oplevelse, at man bliver helt høj. Alt er så ekstremt gennemført. Fra affaldsskakten i den moderne, anonyme opgang, hvor drabskommissær Joseph Hallu bor, over de nervøst blinkende neonrør i gangene til træerne og tågen uden for de tykke vinduer i Amandas hjem, den nat hun bliver myrdet.
Vi er med. Vi ser ikke bare på, vi er en del af mareridtet i vores ens sorte frakker og grisemasker.
Vi sidder på de beskidte, slidte tæpper i Amandas hjem og ser hende lege med sin dukke, mens vi ved, noget grusomt snart vil ske. En publikummer kan ikke stoppe sit skrig, da sangerinden i varietéteatret midt i et dansktophit pludselig hvæser ud mod os.
Vi er fanget i en slags spøgelsesunivers, der suger os ind i historien om Joseph Hallu (Morten Burian), der gik ned på den uopklarede sag om Amanda, der forsvandt i et halvt år, kom hjem, men så blev myrdet og maltrakteret ligesom også hendes forældre døde en voldsom død.
Det viser sig snart, at »Amandaværelset« er en hallucination fra en mand i angst.
En lille dramatisk tekst
Som dramatisk tekst er Jokum Rohdes »Amandaværelset« lille. Den ligger tæt op ad hans lille burlesque »Hvem dræbte Regitze Rio«, der var sjov og skæv, men den kunstneriske storladenhed, et mod til at insistere på det næsten gammeldags drama og en overdådig og snørklet historie, som kendetegner de store stykker af Jokum Rohde, har »Amandaværelset« ikke.
Forestillingens fascinationskraft ligger i, at Sigrid Bennike og David Tingkær så intenst gør Rohdes særprægede univers til fysisk virkelighed for os.
Med en lille gysen er vi midt i hans detaljerede billedsprog – som når Amanda er fundet i en blå regnfrakke med en afreven rød garderobebillet med nummeret 578.
For elskere af Jokum Rohdes tekster giver det et sug at kunne træde ind i hans verden, selv om det dramatisk set ikke er et stykke på det nyklassikerniveau, Jokum Rohdes forestillinger kan være.
Hvad: »Amandaværelset«.
Hvem: Af Jokum Rohde. Instruktion: Anders Lundorph. Scenografi: Torden og Lynild v/ Sigrid Bennike og Sebastian David Tingkær. Musik: Steen Jørgensen og Tonje Terese.
Hvor: Det Kongelige Teater, Scenografiske værksteder. Refshalevej 173. Til 22. november.
