Lykkegaard og Ellegaard i perfekt parløb

"Livet - hvor svært ka' det være?" på Folketeatrets Hippodromen-scene er en bagatel, forgyldt af to skuespillere, der får det bedste frem i hinanden.

Fra urne til barnsben: Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard i »Livet – hvor svært ka' det være?« på Folketeatrets Hippodromen-scene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Petri

Hvis man vil se to vidunderlige skuespillere forgylde deres materiale, så er »Livet – hvor svært ka’ det være?« et skoleeksempel på, hvad scenecharme og erfaringsbaseret, tilsyneladende ubesværet skuespilkunst kan.

Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard er naturligvis skønne hver for sig, men de er mindst ligeså skønne sammen. Og i  den vignetbaserede forestilling, en bittersød lille historie om to umage mænds livslange kammeratskab, øser de af den kemi, vi godt ved de har. Den behøver man bare at skele til de mange somre i cirkusteltet ude på Bakken for at havbe registreret.

Revyforfatterduoen Vase & Fuglsang har skrevet den spinkle tekst sammen med de to på scenen selv. Små sketch-prægede scener, der giver Lykkegaard og Ellegaard mulighed for at brillere i præcise og morsomme livtag med livets aldre – fra oldingens skrøbelighed over den midaldrende mands desillusion til ungdommens åben land og barnets naivetet.

To urner på scenen

Der er nemlig det lille, opfindsomme greb indbygget, at historien om de to venner fortælles bagfra .Vi starter med to urner på scenen, hvorefter vi ruller baglæns i ti scener, der fører os gennem to liv med skilsmisser, børn, karrierer, alkoholproblemer – og de drømme og muligheder, der vokser sig større, som scenerne går.

Den dramatiske ironi opstår, når vi ved, hvordan drømmene og skråsikkerheden efterhånden svinder ind – det giver den muntre showcase for to sjove, smukt afstemte skuespillere en fint afdæmpet og ret bevægende klangbund af bristede forhåbninger og af liv, der som regel bliver noget andet, end vi tror.

Niels Ellegaard er ret bedårende som den bebrillede fessortype, den forsigtige, kloge dreng, som siden bliver en smule neurotisk-kolerisk – eller skulle man sige først? Og Henrik Lykkegaard er mindst ligeså fin som den frække dreng, der måske nok har en mere enkel tilgang til tilværelsen, men som har svært ved at skjule følsomheden bag den lidt smarte facade.

De får det bedste frem i den spinkle tekst. Men hvad der er endnu bedre:  De får det bedste frem i hinanden. Det perfekte parløb: Hvor svært ka' det være?

»Livet – hvor svært ka’ det være?« Hvem: Manuskript:  Rene Vase, Jannik Fuglsang, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard. Scenografi: Kirsten Brink. Hvor: Folketeatret, Hippodromen. Til 11. marts. Aarhus Teater næste sæson fra 14. september.