Ludere og lommetyve i Napoli

Fellini-film og 1950er-stil er inspirationskilder til Maja Ravns scenografi og kostumer til Den Kgl. Ballets nyopsætning af Bournonvilles »Napoli«.

Balletmester Nikolaj Hübbe er sammen med scenograf Maja Ravn helt nede i detaljerne, når kostumerne skal rettes til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Det ulmer af sensualitet og naturens farlige urkræfter i Bournonvilles »Napoli«. Hans ballet var vildt fornyende og eksotisk, dengang han lavede den. Det vi nu prøver er også at være fornyende, men samtidig bevare et klart billede af Italien, når vi rykker balletten til efterkrigstidens industrialisering i 1950erne, som er en god tidsramme, fordi den er ny i forhold til Bournonville, men stadigvæk tilbage i tiden for os,« siger Maja Ravn og stråler af begejstring i både øjne og stemme.

Hun er i fuld gang med at kreere scenografi og kostumer til Den Kgl. Ballets nyopsætning af Bournonvilles berømteste ballet, der får premiere til november og bliver instrueret af Sorella Englund og balletmester Nikolaj Hübbe. Og man kan vist roligt sige, at der bliver tale om en kraftig oppudsning af arvesølvet. For ud over at tiden i »Napoli”«fra 1842 rykkes til 1950erne, får anden akt i Den Blå Grotte helt nye trin af Nikolaj Hübbe og ny musik af Louise Alenius Boserup.

»Vi laver en »Napoli«, som fortæller en heftig kærlighedshistorie i en beskidt og ludfattig fiskerby fyldt med ludere og lommetyve, og hvor det hele handler om penge og plattenslageri. Men kærligheden mellem de to unge, Gennaro og Teresina, er så guddommelig og fantastisk, at den overlever alt. Vi skærer i det nuværende persongalleri og tydeliggør historien, så selv en 13-årig kan forstå, hvad der foregår.«

Fellinis filmunivers har været en vigtig inspirationskilde for Maja Ravns arbejde med »Napoli«, hvor hun blandt andet inddrager filmiske bagprojektioner af vulkanen Vesuv, der sender små røgvarsler i forhold til dramaet.

»Tænk på starten af Fellinis »Roma«, hvor man kører ned gennem en gade, hvor folk sidder og spiser, og der er masser af liv. Det er den stemning, der har inspireret mig, ligesom de kolorerede dekorationer i gadebilledet. Når du ser en Fellini-film har alle karakterer også en historie at fortælle. Det har de også i balletten, lige fra bordelmutter og pensionatværtinde til makaronisælger, limonadehandler og vores nye cykelrytter.«

:Med »Napoli« er det første gang, Maja Ravn arbejder med en balletforestilling. Men hun har lavet scenografi og kostumer til blandt andet Hotel Pro Forma, Pantomimeteatrets hiphop-værker og til den kropsligt meget dynamiske teaterforestilling »Et Drømmespil« på Betty Nansen Teatret, som udløste en Reumert-pris for bedste scenografi.

»Generelt, når jeg tænker kostumer, er det i tæt sammenhæng med en krop. Men jeg er helt grøn i forhold til ballet. Derfor er det superfedt og sjovt for mig, at Nikolaj og Sorella med deres store erfaring er med helt nede i detaljen omkring, hvordan man for eksempel skærer skjorten, så armen syner lang. Lige præcis hvordan man lægger snittet og skærer kostumet, er meget vigtigt, når man har med ballet at gøre. Tøjet skal jo passe til trinene. Jo mere hud og krop, jo bedre, så man kan se bevægelserne,« siger Maja Ravn og understeger, hvor vigtigt det er, at Nikolaj Hübbe og Sorella Englund også hele tiden er med til at kigge på længden af kjolerne, hvor 44 cm over gulvet er lidt en gylden regel.

»Bliver det mere, ser det nemlig pludseligt lillepigeagtigt ud, når man sidder nede i salen. Det handler i denne opsætning om at gøre tøjet så enkelt og simpelt som muligt, uden at det ligner tiggertøj. Men lige meget hvor fattig man er i Italien, så skal pigernes hår, sko og håndtaske bare være i orden.«

Sammen med instruktørerne og dramaturgen Camilla Hübbe har Maja Ravn været i Napoli og lavet research til balletten i Bournonvillles fodspor.

»På scenen har jeg valgt et lidt skævt perspektiv på Napoli-bugten og arbejder ligesom i »Et Drømmespil« med følelsen af at være både oppe og nede. Under ouverturen er der en filmsekvens med nedflyvning til Napoli, mens vi i første akt er nede i skidtet i jordhøjde. I tredje akt er vi ligesom hos Bournonville i Monte Virgine, hvor vi er kommet lidt op i luften, men stadigvæk kan se lysene fra Napoli. Selv om der slet ikke er en bro i Monte Virgine, bevarer vi den i balletten.«

I anden akt, hvor Teresina er faldet overbord, lader Maja Ravn publikum følge Teresina ned gennem vandet. Her møder vi najaderne, som er kvindelige naturvæsener, der bor i vandet.

»Bevægelserne skal være som under vand og najadernes kostumer er nærmest bare et blæst stykke silke, der fremhæver kroppen, men ikke ødelægger bevægelserne. Seksualiteten er meget nærværende, når vi kommer ned i ursuppen til den forførende Golfo og najaderne. Alt det Teresina og Gennaro har flirtet med i først akt, opdager de pludselig, hvor farligt kan være.«

Anden akts berømte kostumeskift, når Teresina på et splitsekund forvandles til najade og senere igen bliver til Teresina, er bibeholdt i den nye version af »Napoli«.

»Vi har simpelthen ikke kunnet finde på en bedre idé end Bournonvillles. Så den bevarer vi som et kysseskift, så det er kærligheden og ikke religionen, der nu forvandler hende.

»Til gengæld er der ingen blomsterkærre i slutningen af tredje akt, når Teresina og Gennaro har fået hinanden og hos Bournonville kører væk sammen med Teresinas mor.

»Vi har fået fat i en cremefarvet Vespa-scooter fra 1956. Den kører Gennaro og Teresina væk på – uden svigermor.«