Løb på stedet

Det Kongelige Teater tager papnæse på med latterfarcen »Koks i kulissen«. Men i Nikolaj Cederholms iscenesættelse skynder den sig for langsomt.

Det glade vanvid: Birthe Neumann, Lene Maria Christensen, Peter Plaugborg og Carsten Bjørnlund i "Koks i kulissen". Foto: Michael Caddy Søndergaard Fold sammen
Læs mere

Hvorfor har den britiske dramatiker Michael Frayns farce »Koks i kulissen« status af en halvklassiker – også herhjemme, hvor det første gang blev spillet på Nørrebro Teater i 1983? Hvorfor føler Det Kongelige Teater sig fristet til at spille den? Først og fremmest fordi det på mange måde er den perfekte farce. En farcernes over- og metafarce, som samtidig omtrent er tre farcer i én. Først overværer vi de udfordrende og tidspressede prøver på et tvivlsomt teaterselskabs bornerte grissefyfarce – en af dem med masser af døre og skuespillerinder i pikant undertøj – det er i sig selv en farce. Så oplever vi selve premieren fra kulissen, hvor de medvirkendes personlige problemer og jalousidramaer slår ud i lys lue, mens stykket afvikles nogenlunde på scenen. Og så er vi endelig fremme ved en forestilling flere uger senere, hvor privatliv og forestilling er smeltet sammen, og alting gået i opløsning. Hvor kokset ikke bare er i kulissen, men har overtaget det hele. Stykket parodierer udspekuleret det, det selv er. Dermed bliver det på én og samme tid en både grov og raffineret kærligheds- og haderklæring til teatret – som det næppe fortæller hele sandheden om, men hvis traditionelle ture det bruger til sit formål. Den hensigt, der også også indbefatter en slags pessimistisk omfavnelse af det liv, der sagtens kan opfattes som løb på stedet, en endeløs komedie, hvor det er sværere at opretholde illusionen, spille sin rolle og kende sit stikord.

For fodslæbende

Farcens krav er en udfordring for de medvirkende, for – som »Koks i kulissen« selv så levende demonstrerer – er timing altafgørende. Fart og tempo er alfa og omega. Det er farcens omtrent matematiske perfektion, man skal leve op til. Hvis ikke farcen har galoppen i benene, paratheden i afviklingen, eskalerende frem mod det endelige amokløb, giver den simpelthen ingen mening. Det ville være uretfærdigt at sige om Nikolaj Cederholms iscenesættelse på Det Kongelige Teater, at den er mislykket, for indimellem fungerer komikken, og den bliver bedre, som den skrider frem. Men det er heller ikke på sin plads at bilde nogen ind, at den er et lårklaskende latterorgie fra start til slut. Navnlig inden pausen er den simpelthen for langsom. I mellemakten famles der for upræcist i afleveringen. Og til sidst, hvor den ellers sætter ind, går den undertiden så underligt i stå. På den baggrund bliver aftenens næsten tre timers løjer lidt af en udmattelseskrig, der har sine øjeblikke af komik, men som kunne være blevet noget andet.

Bedst er Bjørnlund

Og er alle på scenen hjulpet til at levere den karakterfylde og personlighed, der også må investeres i rollerne?

På Det Kongelige Teater møder de medvirkende genrens forlangender med vidt forskellig gennemslagskraft. Bedst er uden tvivl Carsten Bjørnlund, som den ene af kompagniets umulige mandlige stjerner – han har desperationen, vildskaben, fremdriften og fysikken. På fortvivlelsens og sammenbruddets rand. Imponerende. Men han har ikke rigtigt forestillingen at være det i. Birthe Neumann har naturligvis sine øjeblikke af lagret distraktionskomik. Men Jens Jørn Spottags ellers så pudsige alkoholhjerne af en gammel skuespiller – altid for tidlig, for sen, forkert – får ikke sin optimale forløsning, fordi hans langsommelighed ikke kontrasteres tilstrækkeligt af resten af forestillingen. Lene Maria Christensen har ikke bredde nok til at blive farcens samlende fikspunkt, Anders W. Berthelsen er fra starten så ophidset, at han ikke har mulighed for stigning undervejs som den hårdt prøvede instruktør, mens den hårdtarbejdende stuntmand Peter Plaugborg som teatrets anden – vattede – han-primadonna i sin fysiske udfoldelse nærmest virker, som om han spiller sin egen forestilling. Resten – Katrine Greis-Rosenthal, Lila Nobel og Simon Sears – gør hverken så meget fra eller til. Det samme kan man sige om Line Knutzons fordanskning af det, der i det hele taget er en meget britisk øvelse. Skægt, men ikke skægt nok. Det ville, med andre ord, være sjovere, hvis det havde været noget sjovere.

Hvad: »Koks i kulissen« af Michael Frayn.

Hvem: Oversættelse: Morten Hovman. Bearbejdelse: Line Knutzon. Iscenesættelse: Nikolaj Cederholm. Scenografi: Kim Witzel.

Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene.