Livskraftig dans med døden

Mute Comp. Physical Theatre tager os med på en sprælsk tur til efterlivet, flot akkompagneret af koreansk musik og færøsk sang.

Noora Hannula (tv.)og Julie Rasmussen på scenen. Fold sammen
Læs mere

Dansekapellet på Bispebjerg er et yderst velvalgt sted til Mute Comp. Physical Theatres nye danse- og musikforestilling »Plum Wine, Highway, Lemon« med undertitlen »En rejse til efterlivet«.

For lige bag Dansekappellets mure ligger Bispebjerg Kirkegård, hvor forestillingen starter med en stille vandring til urnehavens store vandbassin.

Her ligger hundredvis af kulørte plasticfisk og spræller i græsset, som var det deres sidste krampetrækninger, før døden indtræffer, alt imens Anna Katrin Egilstrød fra gruppen Valravn smukt sidder og synger begravelsessalmen »Sorrig og glæde«.

Fra kirkegården føres vi videre til Dansekapellets flotte lyse kuppelsal, hvor fire fremragende koreanske musikere slår tonen an til mødet med et fremmed univers gennem deres stærke, smukke og stemningsfulde spil på traditionelle koreanske instrumenter.

Og både de sortklædte koreanske musikere og den færøske sangerinde er med på scenen, når det herefter går løs med den superdynamiske dans om livet efter døden i Dansekapellets blackbox-sal.

Med udgangspunkt i mange forskellige kulturer og religioners forestillinger om hvad der sker, når vi dør, har koreografen Kasper Ravnhøj netop ønsket gennem dans og musik at skabe en abstraktion over efterlivet.

Hertil kommer Michael Breiners flotte lysdesign, der bl.a. giver associationer til skærsildens flammer og nærdødsoplevelsens farvede lysglimt, mens Johan Kølkjærs scenografi med en spejlvæg i baggrunden giver dybde til det nøgne scenerum.

Fem virtuose dansere

Selv er Ravnhøj blandt forestillingens fem virtuose dansere, der med eksplosiv energi i starten kaster sig ud i vilde akrobatiske stunts, inden Noora Hannula med fordrejede lemmer træder frem solo som en ensom fortabt sjæl.

Eminent er Stafanos Bizos’ solodans med arme som stækkede vinger, mens Julie Rasmussen snurrer effektfuldt rundt som en luftig hvirvelvind, og markant folder Elin Signy Weywandt Ragnarsdottir sig ud i shamanistisk trancelignende dans.

Men ikke mindst ser vi efterlivet som en evig kampplads i »Plum Wine, Highway, Lemon«, hvor koreografien ligesom titlen fremstår lidt flaksende, og dramaturgisk kunne den tåle en stramning.

Won Ils og Egiltsrøds velkomponerede, suggestive musik giver dog et stærkt løft til forestillingen, der med døden som forudsætning for nyt liv sprudler og vibrerer af ungdommelig livskraft.

Hvad: »Plum Wine, Highway, Lemon«.

Hvem: Mute Comp. Physical Theatre. Koncept og koreografi: Kasper Ravnhøj og de medvirkende. Komponister: Won Il og A.K. Egilstrød. Scenograf: Johan Kølkjær. Lys: Michael Breiner.

Hvor: Dansekapellet, Bispebjerg, sidste dag 14. juni.