Tårerne fik frit løb mange steder i mørket på Nørrebro Teater ved premieren på »Svantes lykkelige dag«. Så smuk og favnende er forløsningen, når den sang, vi alle har ventet på, endelig kommer.
Når først Lise Baastrup står helt fremme ved scenekanten, klædt som en skinnende gul morgensol, og synger folkekunstneren Benny Andersens titelmelodi, det hverdagspoetiske forsøg på at fastholde livets nære glæder, den lykke, der ikke er det værste, man har, så er det et øjeblik af ægte forløsning.
Lise Baastrup fortolker sangen så hjerteskærende smukt og med voksende styrke. Nærmest som en skrøbelig, men også stålsat kampsang, der handler om at mobilisere al sin styrke for at insistere på glæden her i livet. Den er nemlig så svær både at få øje på og fastholde.
Det har vi set demonstreret de sidste par timer i dramatiseringen af Benny Andersens humoristiske kortroman »Svantes viser«, som de fleste velsagtens tror er en samling sange, som forfatteren fik stor succes med i Povl Dissings fortolkning i midten af 1970erne. En samling viser, som efterhånden har opnået at blive dansk fælleseje.
Men det er altså – også på teatret, hvor instruktøren Niclas Bendixen har leget veloplagt og frisat med materialet – historien om digteren, en slags alter ego til Benny Andersen selv, der ikke tør komme ud af sin skal. Som ikke tør vedkende sig den stemme, der er hans, men i stedet forsøger at skrive modernistiske digte, som parnasset vil kunne lide. Det diskuterer han frem og tilbage med sin mærkelige og sortseende, usynlige ven, den fordrukne og halvsvenske Svante, som til gengæld skriver den slags ligefremme og melankolske viser om selvhad, druk og hverdagsbanaliteter, som vores forfatterven ikke tør vedkende sig, men som han alligevel går med til at sætte musik til.
De viser, vi så får som musikalske mellemlæg, også på scenen, hvor Nørrebro Teater har mobiliseret et helt velsyngende folkekor, der fungerer både som musikalsk backup og som en del af scenografien. Meget mere foregår der sådan set ikke på scenen, et poesiens og abstraktionens rum. som helt er forestillingens eget. Mere behøver der heller ikke foregå.
Ikke når man har Anders W. Berthelsen, der sjældent har været bedre på en teaterscene end som den omvandrende depression – hvad enten han nu er digteren eller hans fordrukne, svenske alter ego. Det fortaber sig flere gange undervejs, mest af alt fordi de velsagtens er en og samme person. Snart håbløst fortabt i sit grå regnsæt – med ludende skuldre og uendlig tristesse i blikket. Snart energisk spruttende og spurtende hen over scenen i rendyrket, desperat og søgende utilpassethed.
Hele tiden med den varme og charme – kald det barte likability – han ejer og vedkender sig på smukkeste vis foran det publikum, der er med ham hele vejen. Han har taget forestillingen på sig på smukkeste vis. Og han får formidabel trækhjælp ind og ud af den diffuse, men kvikke dialog af naturfænomenet Lise Baastrup. Ironisk kommentator, skrap indpisker og kvindelig muse med alt, hvad det indebærer, i ét. Skæg og indtagende. Sikke en timing, sikke et format. Hun kan skifte intention hurtigere, end publikum opdager det. Sådan må den kvindelige, æggende lunfuldhed være.
Sammen er de hele forestillingen – til trods for alle dens andre, indlysende kvaliteter. Det hele er for eksempel bakket fremragende op af Julian Toldam Juhlins smukke scenografi, en slags ærkedansk, melankolsk terræn med fugle på linjerne mellem telefonstolperne – hvis vi da ikke lige er i svenske Svantes tavse birkeskov. Hele tiden med folkekoret som en forlængelse af landskabet. Og af arrangøren Søren Graversens diskrete trio.
»Svantes lykkelige dag« er i det hele taget en både begavet realiseret og meget generøs forestilling om at finde sig selv og turde stå ved det, man finder. Det er den selv et lysende eksempel på.
Hvem: Roman, visetekster og originalmusik: Benny Andersen. Manuskript og instruktion: Niclas Bendixen. Scenogrfai: Julia Toldam Juhlin.
Hvad: »Svantes lykkelige dag«
Hvor: Nørrebro Teater.
Hvornår: Til d. 23. december.
