De kommer gående ind på scenen, mens drejescenen ruller. De går og går og går. De ligner alle dem, vi passerer på gaden. På vej fra det en sted til det andet. Eller som det hedder i teksten: »Dagligt kommer de. Kommer de gående. Tavse gennem byen. Tidløst gående. Livløst gående. Gående.« Hvor skal de hen? Vi aner det ikke. Men sikkert er det, at de - ligesom vi selv - er på vej mod døden.
Den store afslutning på det hele ligger mørkt truende nede under alle de mange ord, alle de let rablende indre monologer i Peer Hultbergs mursten af et kæmpeværk fra 1983, »Requiem«, som Betty Nansen Teatret nu har sat på scenen. Eller i hvert fald dele af den. Det oprindelige værk, der havde genrebetegnelsen roman, men som gav afkald på et fortløbende fortælleforløb for i stedet at tilbyde sin læser et kig ind i hovedet på 537 forskellige menneskeskæbner, er kogt ned til noget i omegnen af 80.
Ensomhedens enetaler
Men teaterudgaven er stadig en myriade af skæbnefortællinger, indre monologer, som tillader os med voyeuristisk fryd at gå ombord i menneskesindets skyggesider. Alt det, vi kun siger til os selv - aldrig til de andre. En lang række ensomhedens enetaler, der minder os om den evige diskrepans mellem skin og væren, mellem inderside og yderside som et menneskeligt grundvilkår. Og som husker os på, hvor små og uperfekte vi er.
Alle disse usle hemmeligheder, smålige fordomme, indestængte aggressioner, dulgte perversioner, længsler, drømme og forhåbninger, al den skyld og skam, storhedsvanvid og mindreværd, selvretfærdighed, resignation, hævntørst, nid og nag. Undertiden rablende, undertiden besværgende tankestrømme fra det sande jeg. Sært tilgivende i al deres opgivende misantropi. Og på Betty Nansen Teatret lykkes det til fulde at gøre rigtigt teater af det, der nemt kunne ende i litteratur på scenen.
Det skyldes Gert Sørensens malmfulde musik, der lægger en mørk bund under ordene. Det skyldes Karen-Maria Billes eminente dramaturgiske arbejde, der grupperer og tematiserer monologerne - snart er vi på kontoret, snart i baren, snart på gaden, snart på ferie, snart i parforholdets kærlighedskonflikt. Hun bryder dem op, så de stemmer udefra, der blander sig i tankestrømmen, får en egen krop og stemme, eller hun lader en monolog blive en samtale mellem to.
Det skyldes Jacob F. Schokkings fornemme iscenesættelse, der ikke alene varierer mulighederne med virkningsfulde kameratransmissioner fra kulissen og sanselige baggrundsprojektioner, men som også byder på sublim personinstruktion helt fremme ved scenekanten. Med sans for den kuldslåede, eksistentielle smerte, men så sandelig også for det grotesk morsomme - som om det kunne skilles ad.
Og så skyldes det naturligvis otte udsøgt samstemte skuespilleres indsats - den ene er bedre end den anden: Lise Baastrup, Marie Bach Hansen, Elliott Crosset Hove, Solbjørg Højfeldt, Andreas Jebro, Olaf Johannessen, Steen Stig Lommer og Julie Agnete Vang. Alle med en tekstbehandling, der yder Hultbergs præcise prosa fuld retfærdighed.
Det er alle de andre, vi ser deroppe. Men det er først og fremmest os selv. Jo, livet er en kort, beskidt affære. Og så dør vi. Hvis man skulle have glemt det. Men i det mindste kan man lave frydefuldt godt teater af slamstrømmen.
»Requiem«. Baseret på Peer Hultbergs roman. Dramatisering: Karen-Maria Bille. Iscenesættelse og visuelt design. Jacob F. Schokking. Musik: Gert Sørensen. Betty Nansen Teatret. Til 18. februar.
