Livet er en jammerdal

Ufokuseret »Voices« på Betty Nansen Teatret efterlader sin tilskuer uden forløsning.

Alt håb er ude: Flemming Enevoldseni spidsen for ensemblet i ufokuserede »Voices« Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er ingen vej uden om. Hvis læseren ikke ved det, så er jeg ked af at skulle være den, der meddeler det: Du skal dø. Det skal vi alle sammen. Det er denne uafvendelige kendsgerning, koblet med de domme, vi fælder over vores egne liv, ofte på baggrund af urimelige forventninger om en tilværelse uden smerte, der er udgangspunktet for Betty Nansen Teatrets forestilling »Voices«.

En imponerende, tårnhøj højttalervæg udgør det meste af den sparsomme indfatning, hvor fem sortklædte voksne og en håndfuld ditto børn væver tekstbider og et udvalg af kommenterende sange fra skiftende tiders store sangkatalog sammen til en stor collage i den spanske instruktør Calixto Bieitos iscenesættelse. Megen munterhed er der ikke at hente, slet ikke når Flemming Enevolds dødsmærkede cancerpatient f.eks. holder forbitret begravelsestale over sit mislykkede liv, eller når Tammi Øst skriver følelsesladet brev til sin datters morder. To korte, men dygtigt afleverede sekvenser i det store mørktvævede broderi af sang og alvorsord, suk og støn, hvisken og råb, langsomt koreograferet bevægelse og vild headbanger-tonsen, som har svært ved at nå oratoriets forløsende virkning på tilskueren, hvor meget forestillingen end sætter ind med et forsøg på kalkulerende, opklaret balsam på den formørkede sjæl mod slutningen.

Dertil er forestillingen for halvsløjt sat sammen og retningsløs i sin, gammeldags performanceinspirerede iscenesættelse, der lader de medvirkende - også Ane Trolle, Kaya Brüel, Morten Eisner og Blæs Bukki - udføre simultanhandlinger på scenen i et væk, mens de taler og synger om død, angst og ødelæggelse i alle tonearter. Desværre har »Voices« ikke en progression eller en insisterende vitalitet, der kan holde tilskueren fast. Hvor meget sympati man end kan have for en forestilling, der står fast på alvor uden ironisk skær. Hverken sange (singback til pumpet lydkulisse) eller tekstuddrag får en samlet virkning. Hvil i fred.