Livet er en cabaret

Det Kongelige Teater spiller musicalklassikeren »Cabaret« med hele to ensembler, der skiftes. Berlingske stiller også med to hold. Teateranmelderne har set forestillingen i hver sin udgave, Jakob Steen Olsen i lørdags, hvor Cecilie Stenspil var Sally Bowles. Rikke Rottensten søndag med Mille Hoffmeyer Lehfeldt i samme parti. Succesen kan de begge få øje på. »Cabaret« er flot, grum og ambitiøs.

»Beedle dee dee dee dee,« – Two ladies: Mille Hoffmeyer Lehfeldt og Cecilie  Stenspil skiftes til at spille Sally Bowles i Det Kongelige Teaters drønflotte musical »Cabaret«. Foto: Per Morten Abrahamsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

’’Det er ikke så tit, Det Kongelige Teater bruger den guldstukne Gamle Scene til noget – den er mest af alt henvist til en tilværelse som nationens hensygnende festsal. Men der er noget rigtigt i at placere musicalen »Cabaret« under det gamle motto »Ej blot til lyst«. Man får en masse forærende med de opulente omgivelser, der nu pludselig får en slidt dekadence over sig, fremhævet af det gustengule narkomanlys, salen er hyllet i, når man træder ind.

Rikke Rottensten:
’’Fra min plads på balkonen er natklubstemningen meget tydelig. Herfra skuer man ud over en række spisende publikum­mer og orkestret med deres fine, hvide jakker og sirligt sminkede ansigter, som understreger dekadencen, men også at universet i The Kit Kat Klub er gennemført iscenesat. Her spiller alle en rolle. Virkeligheden – den er blevet udenfor på gaden.
Jakob Steen Olsen:
’’Alligevel bliver natklubben abstrakt i Lars Kaalunds iscene­sættelse på Det Kongelige Teater. Musicalen består af to fortælleplaner – dels følger vi den unge, biseksuelle amerikanske forfatter Cliff Bradshaw og hans betagelse af natklubsangerinden Sally Bowles, som han for en tid slår pjalterne sammen med, mens verden mere og mere står i brand uden for den hybel i et slidt pensionat, de har indlogeret sig i – vi befinder os jo i Berlin, kort tid før den nazistiske magt­overtagelse. Dels er der det andet plan, som styres af konferencieren i kabareten The Kit Kat Klub, hvor en række satiriske shownumre bliver en besk kommentar til tidens gang og den politiske virkelighed. »Life is a cabaret, old chum,« synger Sally Bowles i sin berømte titelsang. Og sådan bliver det her: Drøm og virkelighed flyder virkningsfuldt sammen.

*
Rikke Rottensten:
’’Måske er det reelt Berlin og tiden, der er den egentlige hovedperson i musicalen »Cabaret« og grunden til, at den stadig er fascinerende. Som publikum er vi pirrede af den gigantiske, frisindede fest, hele byen er omdannet til, da Cliff kommer ind med toget og lander i Fräulein Schneiders pensionat. Men vi sidder også inde med en viden, som figurerne i forestillingen ikke har endnu, og som de klogeste af dem kun aner. Vi ved, hvad der venter dem om kort tid og i 12 frygtelige år frem – men vi kan ikke stoppe dem i at træffe de forkerte valg. Derfor mener jeg også, at det er et alt for direkte greb, når Lars Kaalund kører en baggrundsfilm med det smadrede Dresden og Berlin bag Fräulein Schneider, mens hun synger sin store ballade »What Would You Do?« i kølvandet på, at hun har hævet forlovelsen med sin jødiske grønthandler.
Jakob Steen Olsen:
’’På samme måde har jeg det lidt svært med det grelle tableau, gassede kroppe i en bunke, der afslutter aftenen: Det mest gruopvækkende krigsbillede, der har sat sig på vores nethinde og konsekvensen af det, der er i anmarch i musicalen, men også lige lovlig bastant. Lad os tænke selv, Lars Kaalund. Når det så er sagt, så synes jeg netop historiens nådesløse kværnen bliver spillet flot og dystert frem, kulminerende med nazilokomotivet, der i røg og damp buldrer ind på den næsten tomme scene, mens flygtningene fylkes om det. Den øde scene – næsten alle rekvisitter mimes med brug af en geräuschmager på sidelinjen – bidrager til følelsen af små, udsatte kroppe i historiens greb. En fiks idé med den konstante mimen hver gang der skulle åbnes eller lukkes en dør. Men den kommer nu hurtigt til at virke omstændelig og lidt irriterende.
Rikke Rottensten:
’’Historien lader sig ikke standse, selv om Cliff prøver. Jeg synes, Cyron Melville – som jeg så i rollen – skaber den måske bedste Bradshaw, jeg har set. Han har glød, men han er også en dreng, der er kommet til storbyen for at udforske dens farlighed. Han er på fremmed grund og er virkelig uskyldig­heden selv, som Sally Bowles nærmest verdensdame-arrogant og præcist siger til ham til sidst. Det har altid faldet mig svært at se, hvordan de to karakterer skulle blive kærester – men sådan vil musicalforfatterne det jo.

»Beedle dee dee dee dee« Two ladies: Mille Hoffmeyer Lehfeldt og Cecilie Stenspil skiftes til at spille Sally Bowles i Det Kongelige Teaters drønflotte musical »Cabaret«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Morten Abrahamsen.

*
Jakob Steen Olsen:
’’Jeg så det første hold, hvor Thue Ersted Rasmussen spiller Cliff som en sød, lidt anonym, seksuelt tvetydig krøltop. Det »kamera« han skal være. Men den tragedie, der ligger i Sally Bowles-figuren – hun får jo en abort og beslutter sig for at løbe linen ud – blev for svagt ridset op. Måske fordi Cecilie Stenspil er så kernesund – ikke guddommeligt dekadent. Sallys nervesitrende for-megethed må hun spille sig til på en lidt synftig facon som en fjern kusine til Eliza Doolittle. Til gengæld er hun eminent i sangnumrene. Lad, sexet og vrængende i »Don’t Tell Mama«, elektrificerende i titelnummeret, lagt an som det helt store, ekapitiske Ziegfeld Follies-ekstravaganza. Flot!
Rikke Rottensten:
’’Alle skuespillerinder, der skal spille Sally Bowles, står jo over for Liza Minnelli som udødeliggjorde Sally i filmen. Ikke at det nødvendigvis er den ultimativt bedste fortolkning af rollen, men den er alligevel ikonisk. At Mille Hoffmeyer Lehfeldts Sally går sin undergang i møde, er jeg – og inderst inde heller ikke hendes Sally – i tvivl om. På toppen er hun sprudlende og magisk, og selv om hun næsten fylder uud­holdeligt meget på Cliffs lille værelse, kan man heller ikke modstå hende. Hun er indbegrebet af den fest, Berlin i Weimar­republikkens tid er. Og derfor bliver hun også indbegrebet af dens undergang. For da hun spinkel og forkommen, hyllet ind i en stortrøje, opsøger Cliff efter aborten, der har kostet hende symbolet på den strålende facade, den hvide pels, bliver hun en parallel til pensionatsværtiden Fräulein Schneider – og det handler ikke om, at Fräulein Schneider på dette hold spilles af Mille Hoffmeyer Lehfeldts mor, Kirsten Lehfeldt. De er begge kvinder, der vælger kærligheden fra, fordi de føler sig tryggest ved kun at stole på sig selv. Men deres livløse ansigter viser, at de havde ønsket det anderledes.
Jakob Steen Olsen:
’’Og nu, vi er inde på forestillingens underplot, der handler om pensionatværtinden og hendes kortvarige, tragiske romance med den jødiske grønthandler og enkemand, så står den endog meget stærkt i den udgave, jeg så. Hanne Uldal næsten underspiller sin slidte, men aristokratiske overlever af en pebermø – samspillet med Lars Knutzon, sød og duk­nakket, er lavmælt, skært og skrøbeligt. Med den effekt, at da hun synger sit store nummer efter at have skilt sig af med ham, rejser hårene sig. Ingen tør trækken på skuldrene, lutter smerte. Sikke et format. Hun væltede huset til premieren. Bare synd, at alle sangene synges på engelsk. Det fungerer slet i hverdagsscenerne, hvor de lægger sig i forlængelse af handlingen. En dårlig idé uden respekt for, hvad en musical er. Så giver det lidt bedre mening i numrene fra Kit Kat Klubbens internationale miljø.

*
Rikke Rottensten:
’’Kit Kat Klub, som er uløseligt forbundet med konferencieren Emcee, klubbens suveræne midtpunkt, en androgyn, hemmelighedsfuld, dæmonisk skikkelse, som vi ikke ved, hvor vi har. Med sin karisma og lange krop føles det næsten, som om Peter Plaugborg trækker os udover balkonen og ned til sig på scenen. Han suger os til sig. Det er en rolle, der fuldt ud samler alt det, Peter Plaugborg mestrer: Hans komiske timing og leddeløse krop samt det alvorlige, afdæmpede, som får os til at bremse op, som da Emcee til sidst ikke rigtig har timingen og gløden i sin optræden længere. Men det farlige ved Plauborgs Emcee er netop, at han aldrig giver op. Han er for glat og for smart til at blive politisk, han får ikke katastrofen til at rulle, men han kan altid sno sig uden om søgelyset og i sikkerhed, når han er i risikozonen. På den måde bliver hans egen overlevelse en indirekte opbakning til grusomhederne.
Jakob Steen Olsen:
’’Også Peter Christoffersen, der jo er en udadvendt, elegant skuespiller, klarer opgaven flot som denne ingen, der både er ceremonimester og stumtjener for tidens gang, som jonglerer med hele jordkloden som en hilsen til Chaplins »Diktatoren«. Det dæmoniske smil sidder fast monteret i det hvid­malede ansigt. Ikke alle numrene får sin maksimale forløsning – den nazistisk mobiliserende »Tomorrow Belongs to Me« og »Money« får ikke den  planlagte effekt – men til gengæld slår koreograf Signe Fabricius til i den uartige »Two Ladies«, der bringer nogle af forestillingens mange bevidst umage kroppe i spil i et ordentligt bunkepul. Og Anja Vang Kraghs kostumer er et orgie i stilsikkert nik til datiden, tilsat grel stumfilmsmakeup. Ros også til arrangøren Jesper Mechlen­burg, der lykkes flot med en diskret modernisering af det, der i bund og grund er et klassisk Broadway-partitur – trods de Weill-inspirerede indslag.

 

*
Rikke Rottensten:
’’De to hold, der spiller forestillingen i den næste måneds tid, er begge stjernehold. Det er overdådigt, at Det Kgl. Teater kan stille med to så forrygende cast på samme forestilling. Det er storslået at opleve, hvordan teatret vil den her forestilling. Modsat dengang, de satte »My Fair Lady« op i en udgave, der nærmest vrængede ad publikum og musicalgenren. Men »Cabaret« bliver fyret maksimalt af som en gennemført effektfuld afslutning på en meget stærk sæson for skuespillet på Nationalscenen.
Jakob Steen Olsen:
’’Det lykkes at få »Cabaret« over scenen i en lykkelig sym­biose mellem det ekstravagante show og den for­stemmende alvor, der gør, at en musical fra 1966 kan føles som teater, der taler til tiden. Ja, ligefrem som en vigtig forestilling at spille nu og her. Den er en festlig cocktail, der efterlader en med en bitter smag i munden.

Hvad: »Cabaret« af Fred Ebbm John Kander og Joe Masteroff.
Hvem: Oversættelse: Kasper Hoff. Iscenesættelse: Lars Kaalund. Scenografi: Kim Witzel. Kostumer: Anja Vang Kragh. Musikalsk arrangement: Jesper Mechelenburg. Koreografi: Signe Fabricius.
Hvor: Det Kongelige Teater, Gamle Scenen. Til 29. maj.

»Beedle dee dee dee dee,« – Two ladies: Mille Hoffmeyer Lehfeldt og Cecilie  Stenspil skiftes til at spille Sally Bowles i Det Kongelige Teaters drønflotte musical »Cabaret«. Foto: Per Morten Abrahamsen Fold sammen
Læs mere