Treenigheden består efter sigende af fader, søn og helligånd. Hvis man kan huske Linie 3 fra gamle dage, er man også godt hjulpet. De tre entertainere mødtes på Aarhus Teater i 1979 og tegnede en generation:
Thomas Eje legede den langsomme, Anders Bircow den barnlige musiker og Preben Kristensen ham med hjernen. Deres blanding af sange og satire ramte billedrørene med ”TV i Teltet” og gjorde serier som ”Kontrapunkt” til lidt af udfordring – simpelthen fordi deres parodi var sjovere.
En succes var hjemme. Nye shows kom i begyndelsen hver eneste sæson. Men frekvensen faldt efterhånden til hvert tredje år eller sjældnere. Tiden løb ligesom fra trioen efterhånden. Dét med enigheden holdt vist heller ikke ved.
Trioens 25 års jubelshow i 2004 blev det foreløbig sidste. De tre entertainere fortsatte som ankermænd på hver deres projekter: Preben Kristensen som klassisk skuespiller og aktør i succesfulde musicals med mere.
Anders Bircow som showmand ved mere private lejligheder – og repræsentant for et firma, som nogle medier kaldte pyramidesvindel. Thomas Eje som underholder på et hotel i Las Vegas. Hans forestillinger skal til sidst have lignet onemanshows i dobbelt forstand: Én mand på scenen og ikke ret mange flere i salen.
Altså mere og mindre heldige projekter mellem hinanden. Men når de tre herrer er samlet igen og skal på scenen anno 2012, holdes fiaskoerne forbløffende lidt hemmelige: Begyndelsens video er ikke bare en parodi på provinsfruers telefonkæder, den er også dejligt realistisk og fuld af selvironi.
Hvis trioen har noget kernedansk over sig, ligger det i denne mangel på selvfedme. De tre tonemestre kan endnu: Preben Kristensen leger stadig klogegruppe med sig selv, nu med brok over de unges udtale. Den allerede 60-årige Anders Bircow er stadig trioens mest nærværende på en scene. Og Thomas Ejes timing tager stadig luften fra én.
Resten af åbningen er måske hverken sjov eller helt på plads endnu. Et hurtigt tilbageblik på de første år virker helt overflødigt. Det ligner nærmest mangel på stof. Men showet fortsætter hurtigt i en helt anden retning, fyldes efterhånden af både evergreens og uvirkelig gak, finder en form med lige dele sentimentale stunder og jokes om Føtex versus Netto.
Lige præcis dét gør aftnen til en succes. Et hit som ”Dream a little dream of me” holder sin finhed til det sidste, afbrydes ikke af pjank og patter, sluttes ikke med et bøvet smil – bare med et venligt buk for bifaldet.
Og ørehængerne vender hele tiden tilbage: Regulære hits i regulære arrangementer. Godt hjulpet af Jan Glæsels seks mand store orkester og de to juhupiger. Som for resten kan mere end juhu. De kan også danse formfuldendt ballet. I parentes bemærket med flere former end fuldendelser – hvilket nu virker helt opstemmende sådan en aften.
Minutterne med hele orkestret i trikot er fuldstændig skøre og skønne. Igen fordi scenen ejer en paradoksal præcision. Og hvor vitserne om opera ikke hører til verdens nyeste, så sidder selve parodien lige i øret. Tænk at Thomas Eje stadig ejer sådan en god baryton!
Ja, jo. Ikke alt holder i det show. Selv om folk griner ad et sjovt ord, skal man ikke nødvendigvis gentage det. Og en sort præsident kaldes i farten for farvet. Lige meget. For anden afdeling bliver om muligt strammere. Kostumerne fra Toy Story benyttes til et elegant portræt af de tre herrer selv. En klassiker af rockgruppen Queen synges som oprør mod kalorieskatten, hvilket premierens politikere tydeligt nød 100 fedtprocent.
Selv slutningen har kant: Vi klapper jo alligevel efter sidste linje i de store hits, så hvorfor ikke nøjes med den linje! Linie 3 er i den grad tilbage. Med flere regulære musiknumre på den ene side mere gak i satiren på den anden. Sat sammen af professionelle, der ved hvor grænserne går. Alt over grænsen antydes kun – som når Preben Kristensens soloballerino lige tager sig til næsen.
Trioen gengælder folks kærlighed med ærlighed. Vi var ikke bedre end vores seneste succes, men heller ikke ringere end vores seneste fiasko. En sympatisk morale på et sympatisk show.Og apropos Queens hit: Får vi aldrig Preben Kristensen som en vis dronning?
Jo, da. Ekstranummeret ender som en af hans bedste sketcher i genren. På grund af den sædvanlige diktion og selve vitserne. Og fordi det gakkede kommer med over. En iPhone i monarkens mund bliver for eksempel til en wePhone…
Nå nej, den slags ser aldrig ud af noget på skrift. Men timingen og tilrettelæggelsen går altså direkte i bugmusklerne. Skulle vi hilse og sige fra stopfuld, storgrinende, stampende sal. Amager-hals-huguenot!
