Hvis der var nogen, der troede, at det meste af tidens teater efterhånden var dramatiserede udgaver af populære film, så kan de godt tro om igen. I virkeligheden er det teaterversioner af romaner, der trækkes på i disse år, når der skal skabes dramatik i det større format. Dramatikerne? De må lege på de mindre scener.
Romandramatiseringerne fylder i hvert fald godt på Betty Nansen Teatret, der satser på de gode historier, som publikum har et forhold til. Nu George Orwells dystopiske fremtidsvision »1984«. Som det hedder i stykket, er det jo en fortælling, der har en plads i alles »kollektive underbevidsthed, også selv om de ikke har læst den«.
Kommentaren falder i den rammehistorie, som i denne teaterudgave, hentet i London, er føjet til den oprindelige beretning om funktionæren Winston, der lever i et diktatorisk samfund, hvor Big Brother ser alt. Men Winston forelsker sig i pigen Julia, en revolutionær handling, der giver anledning til oprørstanker og mod til at trodse overmagten. Det dramaturgiske greb på bogen lader hvidkitlede eksperter danne læsegruppe 100 år efter, at hovedhandlingen i det værk, de analyserer, finder sted. Bogen? Det er naturligvis Orwells »1984«, men der tales om den, som var den et vidnesbyrd fra et totalitært samfund, der har eksisteret. Men vi forstår også, at Big Brother for længst er faldet, og den pointe giver mulighed for modspil til Orwells dystre opgivenhed: Det kan rent faktisk nytte noget at sætte sig op mod overmagten. Det er muligt at ændre historien. Men ellers er det en loyal dramatisering, der i Inger Eilersens iscenesættelse på Betty Nansen Teatret fortælles regelret fra de indledende trummerumscener i det kuldslåede, angstregerede stikkersamfund, hvor magthaverne kan læse alles tanker, hvor privatliv er bandlyst, anderledes tænkende og sprog udraderes, og slagordene »krig er fred«, »frihed er slaveri« og »uvidenhed er styrke« runger som hjernevaskende slagord.
Rotter, stød og vandspand
Jovist, det hele »fungerer«, men hvorfor er navnlig første afdeling så tempoforladt træg med dens mange redundante replikskifter om det samfund, vi ikke rigtigt længere kan chokeres over, mens anden afdeling trods alt har sit ubehagelige torturseance – inklusive rotter, stød og vandspand – som fremdrift?
Spillet er adækvat, men får aldrig den nerve, det kunne have haft. Debutanten Patrick Baurichter har for eksempel passionen, store armbevægelser og brændende øjne, men er han ikke for ungdommeligt naiv til at være forestillingens grublende midtpunkt med den voksende, intellektuelle modtandsdygtighed? Sofie Ancher Vea som fristerinden er en smule bleg som pigen, mens Jens Jørn Spottag tager lige lovlig vennesælt monotont på den modbydelige torturbøddel O’Brien.
Et selvstændigt liv, en reel nerve, har forestillingen svært ved at mobilisere. Man kan ikke helt lade være med at fornemme, at det er en-til-en-omplantningen af den engelske forestilling, der danner udgangspunkt for Betty Nansen Teatrets version, der hæmmer mere, end godt er. Det er lige før, man får lyst til at bruge forestillingens egne ord mod den: »Vi skulle ikke have stolet på dem.«
Hvad: »1984«. Hvem: Dramatisering: Robert Icke og Duncan MacMillan efter George Orwells roman. Oversættelse: Jesper Kjær. Iscenesættelse: Inger Eilersen. Scenografi: Kim Witzel. Hvor: Betty Nansen Teatret. Til 2. november.
