Musicalen »Les Misérables« er en af de hyppigst spillede. Også på den danske teaterscene, hvor Aarhus Teater nu for anden gang sætter denne musicalens blockbuster op. Publikum kan tilsyneladende ikke få nok af det 34 år gamle, følelsespumpede fænomen baseret på Victor Hugos klassiske roman.
Og den er da også båret af hit på hit i sin højdramatiske, men skitsemæssigt skøjtende gang hen over livets største følelser i livtag med historien om den undvegne straffefange Jean Valjean, som forvandler sig fra simpel tyv til barmhjertig samaritan i sin nye identitet som bedsteborger. Hele tiden i kamp for den frihed som hans onde plageånd, politimanden Javert, forsøger at tage fra ham.
Den frihed Valjean også forsøger at give videre til de fattige kvinder, han tager hånd om på absolut faderlig vis. Den frihed der til sidst får den aldrende Valjean til også at melde sig under revolutionens vajende faner.
Stig Rossen er tilbage i det parti, han tilsyneladende aldrig slipper af med. Og han er da også det naturlige midtpunkt i Aarhus Teaters opsætning. Autoriteten har han, og synge kan han med sin rige baryton – med den dybt koncentrerede, falsetstræbende ballade »Bring ham hjem« som kulminationen på det hele.
Men er hans Valjean ikke også en smule skematisk, for ikke at sige stillestående, gestaltet? Han har passionen, men er han ikke også berøvet den indre varme, der skal til? I det hele taget kan man sige om Aarhus Teaters udgave, at den er bedre sunget, end den er instrueret. Instruktøren Georg Malvius har hverken særlig meget styr på personinstruktion eller troppebevægelser.
Bedst efter pausen
Blandt solisterne går det bedst for Peter Jordes snerrende Javert, der formår at poste et flot, melodramatisk hysteri i den moralsk anfægtede politimand, som mister sin sag og dermed også sig selv. Thomas Højs tenor gør rigtig god fyldest som studenten Marius, der bejler til Valjeans smukke plejedatter, som Isabel Schwartzbach synger indtagende klokkeklart – en flot operettefremtid burde ligge lige om hjørnet for hende. Mens svenske Mercedez Csampai lider til husbehov som den stakkels Eponine og Christina Elisabeth Mørkøre ligeså som den mindst lige så stakkels Fantine.
Læg dertil Anders Bircow som den fæle karakterkomiske krovært suppleret af Jenny Asterius Perssons skrappe, men desværre svært forståelige kone.
Det er karakteristisk for denne version af musicalen, at den stiger mærkbart i effektivitet efter pausen, hvor solisterne tager over. For instruktøren har her tilsyneladende også helt svigtet det til smertepunktet reducerede ensemble, som fylder meget rundt om stjernerne i første afdeling. Den minder mest af alt om en centrifuge af overspil, triste kostumer og dårlige parykker.
Og scenografien gør det ikke nemmere for nogen. Alt for mange broer, træer og unødig staffage i en musical, der ikke kræver meget andet end lyssætning på et nøgent gulv, en enkelt barrikade, nogle borde og stole. Grimt, klodset, gammeldags og i vejen. Miserabel? Det er for meget sagt. Men den ideelle musicalopsætning er der ikke tale om.
Hvad: »Les Misérables«.
Hvem: Iscenesættelse: Georg Malvius. Scenografi: Elle Cairns. Musikalsk ledelse: David Firman.
Hvor: Aarhus Teater. Store Scene. Til 24. maj.
