Alle historier i verden handler vistnok om enten »bare det var mig« – eller »godt det ikke er mig«. Når man ser Den Jyske Operas seneste satsning, er man ikke i tvivl. Man vil i den grad nødig være i titelrollens sko.
»Madama Butterfly« fortæller den triste fabel om japanerinden Cio-Cio-San og amerikaneren Pinkerton. Hun er geisha, alt for ung og naiv til voksenlivet, underlagt forfædrenes strenge moral og den offentlige mening. Han er løjtnant på opgave i Nagasaki anno 1904, en mand med tid til overs og klar til et hurtigt ægteskab – sådan for underholdningens skyld.
Cio-Cio-San glæder sig afsindigt til et liv som amerikansk husmoder og brænder alle broer bag sig. Alle ved godt, hun ikke har skudt papegøjen. Alle undtaget hende selv. Løjtnant Pinkerton selv er hurtigt over alle bjerge og efterlader sig et minde i form af en dreng med blå øjne. Kun for at vende tilbage efter nogle år og besigtige sit gamle hood. Nu med den rigtige hustru på slæb.
Grum historie
Trist er ikke ordet. Cio-Cio-Sans skæbne hører til de grummeste i operaens historie. Den unge pige har været døv og umoden og må se harakirikniven som det sidste her i livet.
Australske Stephen Barlow, der er instruktør på Den Jyske Operas opsætning og kendt for sit stærke fokus på historien, har grebet den grumme historie helt enkelt an. Den virker bedst sådan. Og hans samarbejde med scenografen Robert Innes Hopkins har været helt lydefrit. Skæbnefortællingen om kærlighed og social deroute holdes i en troværdig rame og spiller perfekt sammen med det æstetiske.
Hele sceneriet er til overflod gribende smukt i egen ret. Fra de smukke pastelfarver i herrernes jakkesæt til de vidunderlige toner af okker og safran i damernes kimonoer. Fra pigens flotte dukkehus forrest på scenen til bagvæggens dramatiske videoklip af stadig mere oprørte have og den flotteste blodmåne i mands minde.
Vellykket musik
At melodimesteren Puccini synges så fremragende og spilles så dybt, er nu alligevel det dejligste: Den statuariske Angelo Fiore som Pinkerton kan ligge en smule højt i klangen af og til, men leverer til gengæld et nærvær af den anden verden. Lise Christensen som kammerpigen Suzuki har en karakteristisk stemme, man endelig skal give et lyt – og hun bruger den så glimrende. Og selv om konsulen Sharpless på ingen måde er en hovedrolle, fylder Eddie Wade den ud med rutine og passende myndighed.
Musikerne i orkestergraven skifter gennem den lange turné, men dirigeres alle steder af danske Christian Kluxen. Hvilket han gør med forbilledlig klarhed og en ret så himmelsk varme. Dejligt!
Produktionens navn over alle er Elsebeth Dreisig. Den danske sopran medvirker ikke i alle forestillinger, men hvis man rammer en af dem med hende som Cio-Cio-San, har man ramt godt. For det afgørende i »Madama Butterfly« er ikke muligheden for kærlighed mellem lejepigen og løjtnanten. Cio-Cio-San og Pinkerton har aldrig skullet have hinanden. Det afgørende er Cio-Cio-Sans situation: Hun orker ikke flere danse med mere eller mindre enarmede mænd som tilskuere. Og hendes brud med Japan må hellere end gerne være fuldstændigt og især for evigt.
Så alt står og falder med sopranens forståelse af den unge dame. Og lige præcis Elsebeth Dreisig kan forvandle sig som ved et trylleslag og blive til hende. Man får vitterligt en alt for naiv teenager i hendes mimik, i hendes små bevægelser, i hendes antydninger og farvninger af stemmen.
Kan folkene på Den Jyske Opera overhovedet gøre noget forkert efterhånden? Det er i så fald længe siden.
Hvad: Madama Butterfly af Puccini.
Hvem: Den Jyske Opera med skiftende solister og orkestre – se hele planen på jyske-opera.dk
Hvor: Hørt i Esbjerg, tirsdag. Spilles på Kongens Nytorv fra tirsdag 8. marts og senere i Albertslund og Hillerød.
