Larsen på autopilotkoncert.

Kim Larsen tog torsdag i Greve hul på en næsten udsolgt danmarksturné. Det kunne have været meget bedre.

Kim Larsen & Kjukkens i Portalen torsdag aften.<br>Foto: Bax Lindhardt. Fold sammen
Læs mere

Mon Kim Larsen selv holder styr på, hvor mange koncerter, han har spillet, og hvor mange kilometer, han gennem snart 40 år har tilbagelagt på de danske veje? Kan han mon stadig alle de sange, han har skrevet? Mon han var ved at brække sig over sidste års gigantiske Gasolin'-revival på film, i bøger, på teatret? Hvordan har Kim Larsen det mon med Kim Larsen? Mon han spiller »Kattemor« og »This Is My Life« i aften?

Kim Larsen er en af de få, man ikke kan få nok af. Man vil vide alt. Fra sludder og sladder over alskens petit-trivia til hans foredrag for rygere og syn på den danske folkehøjskole, alt. Fordi man ikke laver folk som Larsen længere. Ikke de der old school-dannede socialliberale typer, som hugger fra Grundtvig, Pontoppidan og Anders And i samme sætning og stjæler med arme og ben fra vidensbankens forskellige emnebokse. Det er en skam, men det er sandt.

Signaturen her ved godt, at interessen for denne Kim Larsen begynder og ender med musikken og holdes sammen af musikken, naturligvis. Og det er da i sandhed fantastisk, at den 61-årige spillemand på sjette år er inde i et comeback af så store dimensioner, at det burde være løgn. Og at Larsens seneste epos, »Gammel Hankat«, på ingen tid har rundet 150.000 solgte eksemplarer i en tid, hvor ingen mennesker gider købe plader, er nærmest uden for pædagogisk rækkevidde.

Altid prof

Man får meget af Larsen ved at se ham på en scene, ved at lytte til hans melodier og ord. Det er der ingen tvivl om. Og ved at lytte til det, han har at sige mellem sangene. Scenen er hans arbejdsfelt, og her vil han vil levere. Han har planlagt og tilmed øvet hjemmefra. Det kan godt være, at Larsen lagde ud i hippietiden, men han har altid været en prof, der tog sit håndværk alvorligt. Han laver sine plader, og han turnerer land og rige tyndt med dem. Hver gang. Det behøvede han ikke. Men han gør det, og han efterlader ingen som helst tvivl om, at han vil det. Ellers ville han ikke være Kim Larsen. Og det er i bund og grund det eneste, han kan: Være Kim Larsen. Og det er efterhånden blevet en kunstgenre i sig selv.

Kim Larsen var han i særdeleshed torsdag aften i Portalen i Greve, hvor Larsen i selskab med sit faste band, Kjukken, tog hul på endnu en danmarksturné. Der var naturligvis stuvende fuldt, publikum var pænt klædt på. Struberne var skyllet og syng-med-klare af fadøl i plastickrus. Og mon ikke de fleste havde tyvstartet aftenen med en Larsen-skive eller to?

Kim og Kjukken kunne have spillet de første ti koncerter af halvanden times varighed med ene hits på sætlisten. Så det gad han naturligvis ikke denne aften, for sådan er han også; et miks af uforudsigelighed, lidt trodsighed og stolthed over sit nye materiale. Så aftenen bød på et lidt vel besynderligt miks af rigtig mange halvgode sange (alt for mange boogierockers) fra det meste af Larsens karriere. Mestendels leveret tilforladeligt, men desværre sjældent i det flyvegear, Kjukken spillede i under Larsens forrige turné, hvor de spillede bedre sammen med manden end Gas-holdet. Især var den normalt så suveræne guitarist Karsten Skovgaard en skuffelse. Nok fermt spillende, men uden den sædvanlige personlighed og nerve, og det skyldes ikke kun det katastrofale faktum, at hans lyd koncerten igennem var alt, alt for fesen og for lav. Når Skovgaard går ind og overtager et nummer som »Rabalderstræde«, så skal alting splintres og fræses dybt ned i jorden, og det skete ikke. Den kant manglede Kjukken helt ekstremt under premieren.

Til gengæld forundres man over Kim Larsens stemme. Hvor andre modnes, toner forgår og rusten tager over og skaber et nyt næb, synger Kim Larsen som Kim Larsen altid har gjort. Og det forholder sig jo ikke just sådan, at manden skåner stemmebåndet eller synger efter bogen. Også i Greve var det en fornøjelse at lægge øre til den stemme, man kender bedre end sin egen mors.

Ligeledes kan der ikke siges meget andet end en fattig tak for sange som »Flyvere I Natten«, »Fru Sauterne«, »Kvinde Min« og den underskønne »This Is My Life«, Larsens i særklasse bedste sang på Valby-engelsk, som heldigvis overlevede på sætlisten (det gjorde »Kattemor« desværre ikke). I de sange kildede det i maven, gøs ned ad nakken og stak som en symaskine i hjertet.

Men ellers var det en lidt for rutinepræget koncert, som kunne have peaket andre gange, mange andre gange, det ved vi fra Larsens seneste turneer, men der manglede vildskab og bid. Et andet sangvalg kunne have gjort sit. Kjukken kunne have været, hvor de burde være. Sådan skulle det ikke gå. Men kender man lidt til den professionelle Larsen, ved han det godt selv, og det vil der prompte blive lavet om på.