Langt ude i skoven

Søren Sætter-Lassens komiske oneman-show er aftenens store gevinst i Det Kongelige Teaters noget poesiforladte og lidt for uklare »En skærsommernatsdrøm«.

Morten Suurballe som alfekongen Oberon og Ghita Nørby som drillealfen Puk. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sikke en skuespiller! Både ham skræddermester Rumpe, der hele tiden tager føringen i den håndværkertrup af amatørskuespillere, som sammen med stort set resten af rollegalleriet i Shakespeares »En skærsommernatsdrøm« forvilder sig ud i skoven. Han er nærmest bristefærdig af iver, leveringsdygtig i det hele i sin barnagtige glæde over at være på. Men så sandelig også Søren Sætter-Lassen, der låner krop til scenestjæleren og gøglersjælen. Han bliver en hel forestilling i forestillingen som denne kære, men også ulidelige amatør, et uendeligt vittigt festfyrværkeri af teaterparodier og præcise betoninger. Et henrivende komisk pletskud, solidt bakket op af resten af truppen, Ole Lemmekes koleriske, salvelsesfulde instruktør, Peter Gilsforts forsigtige førstedame og Anders Heinrichsens ranglede yngstemand.

Så er det bedste sagt om Det Kongelige Teaters version af Shakespeares erotiske komedie om de kærlighedens forviklinger, der opstår, når personerne forlader civilisationen og bevæger sig ud i den vilde, saftige skov. Det er komedien, hvor de i ly af natten stifter bekendtskab med følelsesmæssigt kaos og frisat begær - med hele den side af sindet og kroppen, som lægges under låg, ja, knægtes i den verden, de kom fra.

I den norske instruktør Runar Hodnes iscenesættelse er den rimelige pointe, at de natlige udskejelser - mødet med drømmen - ændrer personerne for tid og evighed, selv om de vender tilbage til deres oprindelige udgangspunkt. Fint nok. Men kunne forestillingen ikke have været lidt tydeligere i sine afgørende koder? Og har hele ensemblet nu også sans for Shakespeares ord, endsige poesien?

Der råbes noget unuanceret hele vejen i for mange roller. Serge von Arxs iskolde, arkitektonisk stramme scenografi fortæller sådan set historien og slutter i et åbent, frisat rum, hvor Morten Suurballes kølige og kuende hersker Theseus pludselig er tøet op over for sin vordende brud Hippolyta, Meike Bahnsen. Nu påvirket af den kønnenes kamp, som de i nattens løb har været igennem som deres alter egoer, alfekongen Oberon og hans dronning Titania, temmelig grimt ekviperet som en blanding af et discodrøn fra 1970erne og et pinsekarneval. Ansporet af Ghita Nørbys drillealf Puk, der orkestrerer forviklingerne, både højtflyvende og på jorden, hvor hun dasker omkring, snart polisk smilende drilledjævel, snart modfalden livserfaring som nærmest med bedrevidende sorg og livsvisdom på læben ser på dårskaben.

Og her kan de rette unge få hinanden efter en solid omgang forvirrende erotisk kluddermor. Nikolaj Dahl Hamilton, Peter Plaugborg, Rikke Lylloff, Karin Bang Heinemeier spiller figurerne som opløben skoleungdom uden megen sans for nuancerne eller den sanselighed, forestillingen har svært ved at finde ind til, men er til gengæld lejlighedsvist koreograferet med komisk og håndfast effekt.

Aftenen? Den er nu alligevel Søren Sætter-Lassens. Han bliver faktisk meningen med det hele, hvilket vist ikke er meningen.