Kvindernes ø

Teater. Anderledes, sanselig teateroplevelse på Søfortet Trekroner.

Hvad venter der tilskueren bag den næste dør? Hver <br>enkelt teatergænger er helt alene med skuespilllerinderne i Cantabile 2s <br>sanselige performance »Venus <br>Labyrinten« på Søfortet Trekroner. Her Christina Rittig Falkenberg. Fold sammen
Læs mere

Hurtigbåden kløver sig vej gennem bølgerne, frem mod Søfortet Trekroners havn, der tager imod med sine åbne arme. Lægger til ved den lave hovedbygning, hvor fyrtårnet nærmest knejser erigeret lige op i luften. Det eneste maskuline ved søfortet i disse dage. Ja, undskyld de smålumre konnotationer. Måske er det sommervarmen. Måske er det fantasien, som allerede løber løbsk i forventningen om en forestilling, der kalder sig »Venus Labyrinten«.

I hvert fald har performanceteatret Cantabile 2 indtaget Trekroner, hvor de skaber en hyldest til det kvindelige sind. 28 forskellige rum er indrettet af en kvindelig skuepiller - med udgangspunkt i hjernens forskellige centre. Og med afsæt i de medvirkendes personlige oplevelser, som de så giver en teatralsk form i samarbejde med instruktøren Nullo Facchini. Tilskueren bevæger sig alene rundt mellem enecellerne og kan nå at opleve tre mere eller mindre tilfældigt udvalgte rum på en tur.

Inde i fortets engang hvidkalkede, slidte gange er der næsten stille. Hjælpere i hvide kedeldragter og blafrende stofstykker giver associationer til et kloster eller et sindssygehospital i Mellemøsten. Først skal jeg vælge en dukke blandt mange og derefter henvende mig til et »orakel«, som ordknapt og afdæmpet viser, hvilket værelse dukken symboliserer, og hvor jeg skal bevæge mig hen. Mit første valg er åbenbart et rum, der hedder »Bedømmelse«, beliggende i de katakomber, hvorfra kulden slår mod mig på vej ned ad den smalle trappe. Jeg åbner den knirkende, frønnede dør med en let hjertebanken. Angsten fortager sig dog hurtigt, da jeg i det store, lyst hvælvede rum mødes af en venligt smilende kvinde med brune øjne. Hun beder mig sætte mig på en stol, hvorefter hun hvisker mig i øret om sin evne til at se fremmede menneskers farver og bedømme dem. Jeg kan mærke hendes ånde. Hun lægger hovedet i mit skød og snakker videre med tung, italienske accent. Jeg prøver at mobilisere al min naturlige afslappethed og imødekommende blidhed trods det grænseoverskridende i situationen i denne åndelige lapdance, der både reducerer mig til barn og voksen med erotiske fornemmelser, inden hun med delikate bevægelser maler mine farver på et stykke pap, mens hun nynner noget, der minder om en vuggevise. Næste gang tager jeg mig sammen og vælger en dukke i sort tøj. Lad os bare prøve ulykken.

Endnu en gang ned i den kuldslåede kælder til rummet »Forudseenhed«. Værelset er lille og klamt. Det drypper fra loftet. To lænestole. I den ene en foruroligende stirrende ung pige. Jeg sætter mig i den anden og smiler. Hvad skal jeg ellers gøre? Hun tager en lap frem: »Du smiler«. Jeg lægger benene over kors. Hun tager endnu en lap frem: »Du lægger benene over kors«. Det er som om, hun kan læse mine tanker. Og så begynder hun heldigvis at fortælle sin historie. Pyha, endelig væk fra mig og over på noget andet. Men så er det alligevel, som om jeg i historien bliver til den far, hun først mødte som 19-årig, og som hun har længtes efter hele livet.

Fortumlet op ad trappen for at vælge den sidste dukke. Nu tager jeg den mest farvesprudlende af dem alle: »Sult og Tørst«. I rummet, jeg nu kommer ind i, vinker en hånd mig frem fra et bistade, som nogen har gemt sig i. Men snart kommer en venlig kvinde med sommerkjole og bislør frem og fortæller om barndommens fornøjelser med biavl i Sveriges skove. Jeg får oven i købet lov til at smage. Og hun er en god fortæller, der beretter om, hvordan bierne kan slå om og blive angrebslystne, hvis man ikke møder dem med kærlighed. Der har vi så det utilslørede, feminine kærligheds- og intuitions-budskab.

En anderledes og eksklusiv teateroplevelse for de vovemodige. Teater, som inkorporerer hele sanseapparatet. Lyde, lys, lugte, smag og følesansen. Nå ja, skuespillerinderne er måske ikke verdens største. Det patetiske får også lov til at klinge lidt hult i hvælvingerne. Til gengæld giver uforudsigeligheden stimulerende hjerteklapren og invasionen af den enkelte tilskuers privathed en intimitet, som søsætter hele sanse - og oplevelsesapparatet.